Det tredje øje kigger indad
Jeg har i mange år været god til at kigge udad.
Jeg lægger mærke til mennesker, stemninger, mønstre, handlinger og relationer. Jeg prøver at forstå, hvad der foregår mellem mennesker, hvorfor de gør, som de gør, og hvad deres adfærd betyder.
Men på et tidspunkt gik noget andet op for mig:
Jeg kunne ikke nøjes med at kigge på det, jeg så. Jeg måtte også kigge på den, der så.
Mig selv.
Det er sådan, jeg er begyndt at forstå metakognition.
Ikke bare som at tænke over mine tanker, men som evnen til at opdage, hvad der foregår i mig, mens jeg forsøger at forstå verden.
For mig hænger det sammen med symbolet på det tredje øje:
De to fysiske øjne kigger udad.
Det tredje øje kigger indad.
Det tredje øje bruger jeg her som et personligt symbol på at vende opmærksomheden mod mine egne tanker og fortolkninger.
Jeg ser ikke bare verden – jeg fortolker den
Noget sker.
Jeg ser det.
Men næsten med det samme begynder mit sind at skabe mening.
Hvis et menneske svarer mig kort, kan observationen være:
Personen svarede kort.
Men hurtigt kan den blive til:
Personen er sur på mig.
Og videre:
Personen prøver at afvise mig.
Og måske til sidst:
Der må være noget galt med mig.
På ganske kort tid er jeg gået fra noget, jeg faktisk kunne observere, til en fortælling om både den anden og mig selv.
Metakognition giver mig mulighed for at opdage den bevægelse.
Ikke for straks at fortælle mig selv, at jeg tager fejl.
Men for at kunne spørge:
Er det her noget, jeg ved – eller noget, jeg fortolker?
Min første tanke behøver ikke være forkert.
Men den er heller ikke nødvendigvis hele virkeligheden.
Barnet har ikke den afstand endnu
Et lille barn kan ikke nødvendigvis tænke:
Mor er presset af noget, der ikke handler om mig.
Eller:
Far har nogle følelser, han selv har svært ved at bære.
Barnet oplever bare relationen.
Hvis den voksne bliver vred, trækker sig eller virker afvisende, kan barnet opleve:
Det sker i mødet med mig.
Og derfra kan oplevelsen langsomt blive til:
Jeg er for meget.
Jeg er besværlig.
Jeg skal gøre mig mindre.
Jeg skal passe på.
Jeg skal være dygtig.
Jeg skal sørge for, at de andre har det godt.
Det behøver ikke være bevidste tanker.
Det kan blive til en måde at være i verden på.
Senere kan jeg komme til at kalde det min personlighed, selvom noget af det måske begyndte som en måde at forstå og navigere i mine omgivelser på.
Da jeg opdagede min egen projektion
Jeg har selv måttet opdage, at jeg projicerede.
Jeg stod over for en anden familie og kunne se nogle ting, som føltes meget genkendelige for mig.
Først oplevede jeg det næsten, som om jeg bare så klart.
Men på et tidspunkt gik noget op for mig:
Det var ikke min familie.
Der var ting, jeg kunne genkende, men jeg havde også lagt noget fra min egen historie over på det, jeg så.
Jeg oplevede næsten, at noget måtte komme ud af mig, før jeg kunne få øje på det.
Udenfor mig selv kunne jeg se det.
Jeg kunne reagere på det.
Jeg kunne genkende det.
Men bearbejdelsen bestod ikke kun i at opdage projektionen.
Bearbejdelsen bestod i at trække den tilbage.
Ikke i at benægte det, jeg havde oplevet.
Ikke i at fortælle mig selv, at jeg havde taget fejl om alt.
Men i at kunne sige:
Det her er ikke den samme familie.
Det her er ikke den samme historie.
Den del dér er min.
Jeg havde måske haft brug for at se noget udenfor mig selv, før jeg kunne se det indeni.
Da jeg først kunne se det, kunne jeg tage det hjem igen.
Den anden familie behøvede ikke længere at bære min historie, og jeg behøvede ikke længere at se min egen historie gennem dem.
For mig blev bevægelsen:
Noget kommer ud.
Jeg ser det.
Jeg genkender det.
Jeg trækker det hjem.
Jeg lærer at bære det.
Det er sådan, jeg er begyndt at forstå integration.
Projektion er ikke kun mørke
Jeg har ofte hørt projektion beskrevet som noget negativt.
Vrede.
Skam.
Misundelse.
Jalousi.
Frygt.
Men jeg tror, vi også projicerer noget andet.
Vi projicerer vores kærlighed.
Jeg kan se noget smukt i et andet menneske, som jeg endnu ikke har turdet se i mig selv.
Styrke.
Frihed.
Dybde.
Omsorg.
Mod.
Skønhed.
Og jeg kan komme til at tro, at det hele findes hos den anden.
Men måske genkender jeg også noget, der allerede findes i mig.
Noget, jeg endnu ikke har turdet eje.
Vi projicerer ikke kun det, vi ikke vil være.
Vi kan også projicere det, vi endnu ikke tør være.
Den sværeste følelse at bære
For mig har kærligheden til mig selv været noget af det sværeste overhovedet at bære.
Ikke fordi kærligheden ikke fandtes i mig.
Men fordi den var lettere at mærke, når den fik lov til at rette sig mod et andet menneske.
Så kunne jeg bære den.
Jeg kunne elske.
Jeg kunne se noget smukt i et andet menneske.
Jeg kunne give kærlighed.
Men når den samme kærlighed skulle vende hjem og gælde mig selv, blev den langt vanskeligere at holde.
Det har fået mig til at tænke på, om vi nogle gange lader andre mennesker bære sider af os, som vi endnu ikke selv kan bære.
Når et menneske går med noget, jeg troede var deres
Det kan måske også forklare noget af det, der gør kærlighed og tab så voldsomt.
For når et menneske forsvinder, mister jeg måske ikke kun personen.
Jeg kan også miste den måde, jeg kunne være på sammen med personen.
Måske følte jeg mig fri sammen med dig.
Måske følte jeg mig levende.
Måske følte jeg mig set.
Måske oplevede jeg en kærlighed, jeg næsten kun kunne få adgang til gennem dig.
Og når du går, kan det føles som om:
Du tager en del af mig med dig.
Som om du går med noget, jeg elsker.
Men måske ejede du det aldrig.
Måske bar du det bare for mig et stykke tid.
Noget af det, jeg elskede hos dig, kan selvfølgelig have været sider, du faktisk havde.
Men noget af det kan også have været noget i mig, som jeg kunne se gennem dig.
Mennesker kan også spejle vores værdier, længsler og måder at være på tilbage til os. Det kan ske naturligt, og det kan også ske mere bevidst.
Jeg kan få følelsen:
Endelig er der nogen, der virkelig forstår mig.
Og senere opdage:
Noget af det, jeg så i dig, var også mig selv.
Det betyder ikke, at kærligheden var falsk.
Men det kan betyde, at sorgarbejdet også handler om at hente noget hjem.
Det, jeg kunne mærke gennem dig, må jeg lære at bære i mig selv.
Det tredje øje vender kærligheden hjem
Når jeg kun kigger udad, kan jeg tro, at alt det smukke findes i den anden.
Når det tredje øje kigger indad, kan jeg spørge:
Hvorfor kan jeg se det?
Hvorfor bevæger det mig så meget?
Hvad er det i mig, der genkender det?
Måske fortæller min kærlighed til et andet menneske også noget om min egen evne til at elske.
Så spørgsmålet bliver ikke kun:
Hvem elsker jeg?
Men også:
Hvad fortæller min kærlighed mig om mig selv?
Når andre projicerer på mig
Jo bedre jeg lærer mig selv at kende, desto lettere bliver det også at mærke, hvad der passer på mig, og hvad der ikke gør.
Selvindsigt handler derfor heller ikke om at afvise alt som andres projektion.
Hvis nogen siger, at jeg er stædig, kan jeg måske sige:
Ja. Det er jeg også.
Ikke fordi hele deres fortælling om mig dermed er sand.
Men fordi jeg ikke behøver skamme mig over den side af mig selv.
Jeg kender den allerede.
Jeg kan eje den uden at lade den definere hele mig.
Det giver mig en anden form for ro.
Jeg bliver bedre til at tage det hjem, der faktisk er mit, uden samtidig at overtage alt det andet.
For mig er det en vigtig del af mental robusthed.
Ikke at blive hård.
Men at kende mig selv.
De uskyldige projektioner
Jeg tror, vi alle sammen projicerer.
Vi møder hinanden gennem vores egne erfaringer.
Vi genkender noget.
Vi misforstår noget.
Vi ser noget gammelt i noget nyt.
Det behøver ikke være ondskabsfuldt.
Det kan bare være menneskeligt.
Jeg har lært, at jeg ikke behøver korrigere alle de projektioner, andre kommer med.
Nogle gange kan jeg lade dem tone ud af sig selv.
Hvis et menneske har fået et bestemt billede af mig, kan tiden og virkeligheden få lov at arbejde.
Efterhånden lærer personen mig bedre at kende.
Og nogle gange kan jeg næsten se det øjeblik, hvor det går op for dem:
Nå.
Det var ikke sådan.
Og så slipper de det.
Jeg oplever ofte, at der bagefter kommer en anden form for respekt.
Ikke fordi jeg vandt.
Ikke fordi jeg afslørede dem.
Men fordi de selv fik lov til at opdage forskellen mellem deres billede og det menneske, der faktisk stod foran dem.
Ikke alle projektioner skal afsløres.
Nogle skal bare have lov til at falde sammen af sig selv.
Når projektionen får en anden funktion
Men der findes også noget andet.
Jeg har oplevet mennesker, hvor det ikke bare virker som en midlertidig misforståelse.
Der kan opstå et mønster, hvor andre igen og igen bliver gjort mindre.
Dumme.
Svage.
Forkerte.
Skyldige.
Utilstrækkelige.
Jeg kan ikke vide præcis, hvad der foregår inde i et andet menneske.
Men jeg kan godt se et tilbagevendende mønster.
Nogle mennesker kan tilsyneladende bruge andre til at holde deres eget selvbillede oppe.
Så kan dynamikken komme til at ligne:
Hvis du er forkert, kan jeg føle mig rigtig.
Hvis du er svag, kan jeg føle mig stærk.
Hvis du bærer skammen, behøver jeg ikke selv mærke den.
Her er det ikke længere bare en uskyldig fejlfortolkning.
Hvis det gentages igen og igen, kan projektionen begynde at forme den andens identitet.
Identitetsprojektion
En enkelt projektion kan være en misforståelse.
Men hvis den samme fortælling bliver gentaget længe nok, kan der begynde at blive bygget en identitet omkring et menneske.
Du er besværlig.
Du er egoistisk.
Du er ustabil.
Du er for følsom.
Du er problemet.
Der kan nogle gange blive brugt meget tid og mange ressourcer på at holde sådan en fortælling i live.
Enkelte hændelser bliver fremhævet.
Reaktioner bliver tolket ind i fortællingen.
Nye situationer bliver set gennem det samme filter.
Og hvis jeg bruger al min energi på at rive den identitet ned, kan jeg ende med at bruge mit liv på en konstruktion, jeg aldrig selv har skabt.
Det har lært mig noget vigtigt:
Jeg kan bygge indvendigt.
At bygge indvendigt
Når noget voldsomt bliver lagt over på mig, vækker det energi.
Vrede.
Uro.
Sorg.
Et behov for at forsvare mig eller blive forstået.
Den energi kan blive brugt på kamp.
Men jeg har oplevet, at den også kan bruges på noget andet.
Jeg kan godt bære, at noget rammer mig, uden at gøre fortællingen til min identitet.
Jeg kan mærke energien og bruge den.
Til at forstå mig selv bedre.
Til at sætte tydeligere grænser.
Til at undersøge mine sår.
Til at blive mere hel.
Til at blive mere sikker på, hvem jeg er.
Jeg kan bruge energien til at bygge indvendigt.
Det betyder ikke, at dårlig behandling bliver i orden.
Det betyder heller ikke, at jeg aldrig skal sige fra.
Det betyder, at jeg stadig har et valg omkring, hvad det, der bliver vækket i mig, skal blive til.
Jeg behøver ikke bruge min kraft på at ødelægge noget tilbage.
Jeg kan bruge den på at bygge noget i mig selv.
Robusthed er også at vide, hvornår jeg skal handle
Jeg kan holde meget ud, når noget kun rammer mig.
Men jeg oplever noget andet, når jeg ser den samme dynamik gå ud over mennesker, der har mindre mulighed for at beskytte sig selv.
For eksempel yngre kollegaer eller børn, der endnu ikke har erfaringen, sproget eller positionen til at forstå, hvad der sker.
Så ændrer spørgsmålet sig.
Det er ikke længere kun:
Kan jeg selv bære det?
Men:
Hvad sker der med den, der står ved siden af mig?
Der kan jeg få behov for at gøre mønsteret synligt.
Ikke nødvendigvis ved at angribe nogen.
Men ved at sætte ord på konkrete hændelser.
Stille spørgsmål.
Dokumentere.
Skabe et rum, hvor den anden ikke står alene med sin oplevelse.
For noget, der foregår skjult, kan miste noget af sin kraft, når det bliver synligt.
Bevidsthed bærer ansvar med sig
Jo mere jeg lærer at se, desto mere ansvar følger der også med.
Ikke et ansvar for at analysere alle mennesker.
Ikke et ansvar for at rette dem.
Og ikke et ansvar for at redde dem.
Men et ansvar for, hvad jeg selv gør med det, jeg ser.
Hvis jeg selv projicerer, har jeg et ansvar for at være nysgerrig på det.
Hvis noget, den anden siger om mig, faktisk er sandt, kan jeg tage det hjem.
Hvis en uskyldig projektion er ved at falde sammen, behøver jeg ikke ydmyge den anden ved at vise, at jeg har gennemskuet den.
Og hvis jeg ser et mønster ramme mennesker, som har svært ved selv at stå imod det, kan min indsigt også give mig et ansvar for at handle.
Bevidsthed giver mig flere handlemuligheder.
Og flere handlemuligheder giver mig også et større ansvar for mine valg.
Jo mere jeg kan se, desto mere må jeg vælge, hvad jeg vil gøre med det.
Når jeg kigger indad, ser jeg os alle
Der skete noget andet, da jeg begyndte at kigge mere indad.
Jeg troede først, at jeg kun ville finde mig selv.
Men jeg fandt noget menneskeligt.
Frygt.
Kærlighed.
Skam.
Forsvar.
Længsel.
Vrede.
Sårbarhed.
Behovet for at høre til.
Og jo mere jeg kunne se det i mig selv, desto mere kunne jeg også genkende det i andre.
Så på en mærkelig måde kom jeg frem til:
Når jeg kigger indad, ser jeg os alle.
Ikke fordi alle mennesker er ens.
Men fordi meget af det, der findes i mig, også er menneskeligt.
Det tredje øje vender derfor ikke blikket væk fra verden.
For mig gør det blikket på verden klarere.
Jo mere jeg kan se af det, jeg selv bringer med mig, desto lettere bliver det at skelne mellem mig, den anden og det, der opstår imellem os.
Min metakognitive pause
Når noget rammer mig, kan jeg spørge:
Hvad skete der konkret?
Hvad tror jeg, det betyder?
Hvad mærker jeg i mig selv?
Hvad minder det mig om?
Er det her noget, jeg ved – eller noget, jeg fortolker?
Er der noget gammelt, jeg lægger over på situationen?
Hvad af det her tilhører mig?
Hvad kan jeg lære om mig selv?
Og måske:
Hvad vil jeg bruge den energi, der bliver vækket i mig, til?
Kernen
De fysiske øjne ser verden.
Det tredje øje kigger indad.
Barnet oplever.
Sindet fortolker.
Fortiden farver det, jeg ser.
Jeg projicerer nogle gange på andre.
Andre projicerer nogle gange på mig.
Noget af det er frygt og skam.
Noget af det er kærlighed.
Noget af det er sider af mig selv, jeg endnu ikke har turdet se.
Metakognition hjælper mig med at skelne.
Jeg kan opdage:
Ja. Det er jeg også.
Jeg kan opdage:
Det, jeg elskede i dig, fandtes måske også i mig.
Jeg kan opdage:
Det, jeg først så udenfor mig selv, var noget, jeg havde brug for at trække hjem.
Og jeg kan opdage, at den energi, der bliver vækket i mig, kan bruges til noget.
Jeg kan bruge den til at bygge indvendigt.
For mig handler metakognition derfor ikke om at tvivle på alt, hvad jeg ser.
Det handler om at kunne se både udad og indad.
At lære mig selv så godt at kende, at jeg bedre kan skelne mellem det, jeg ser i verden, det jeg selv bringer med mig, og det der opstår i mødet mellem os.
Det tredje øje kigger indad.
Og nogle gange er det netop dér, mit blik på verden bliver klarere.