Fra individet til samfundet, verden og relationen mellem mennesker
Jeg er begyndt at se udvikling som en form for omprogrammering.
Ikke fordi jeg ser mennesket som en maskine.
Men fordi jeg oplever, at vi gennem livet udvikler mønstre, strategier, reaktioner og forestillinger om os selv og verden omkring os.
Nogle af dem har beskyttet os.
Nogle har hjulpet os med at høre til.
Nogle blev skabt af en meget yngre udgave af os selv.
Og nogle bliver ved med at køre, længe efter at den situation, de blev skabt til, er forsvundet.
For mig begynder udviklingen derfor med et enkelt spørgsmål:
Hvad er det egentlig, der kører i mig lige nu?
Kognitiv omprogrammering
For mig begynder omprogrammeringen med at kunne se mit eget program.
Før kunne en automatisk reaktion føles som:
Sådan er jeg.
Senere kan jeg opdage:
Hov. Nu gør jeg det igen.
Det er en vigtig forskel.
For når jeg kan se mønstret, er jeg ikke længere helt fanget inde i det.
Der opstår et lille mellemrum mellem det, der påvirker mig, og den måde, jeg reagerer på.
Og i det mellemrum opstår muligheden for at vælge.
Det gamle program behøver ikke have været forkert.
Det kan have været den bedste løsning, jeg kunne finde på det tidspunkt.
Nogle gange kan jeg næsten smile af det og tænke:
Hold da op, lille ven. Det var faktisk en kreativ løsning.
Men jeg er ikke det samme menneske længere.
Jeg har flere muligheder nu.
Den indre vugge
Når et gammelt program slipper, ved jeg ikke nødvendigvis med det samme, hvad der skal komme i stedet.
På en måde bliver jeg nybegynder i mig selv.
Jeg prøver.
Jeg rammer ved siden af.
Jeg går måske fra den ene yderlighed til den anden.
Og langsomt finder jeg en ny balance.
Derfor tænker jeg på udvikling som noget, der har brug for en indre vugge.
En indre mor.
En indre far.
Omsorg og struktur.
En del af mig, der siger:
Jeg elsker dig, uanset hvad der sker.
Og en anden del, der siger:
Jeg passer på dig. Du må gerne prøve.
Det nye menneske skal ikke presses frem.
Det skal bæres frem.
Egoet
Jeg ser ikke længere egoet som en fjende.
Det har forsøgt at passe på mig.
Det har advaret mig.
Det har udviklet strategier.
Det har hjulpet mig gennem situationer, hvor jeg måske ikke havde andre redskaber.
Så i stedet for at bekæmpe det kan jeg sige:
Vi har fandeme gjort det godt.
Men jeg kan også sige:
Jeg passer på os nu. Du behøver ikke styre det hele længere.
Egoet må gerne tale.
Nogle gange har det faktisk set noget vigtigt.
Jeg lytter.
Men jeg behøver ikke automatisk at adlyde det.
For mig bliver egoet mere en rådgiver end en chef.
Det bliver særligt tydeligt, når mit program møder et andet menneskes program.
Min reaktion kan aktivere noget i den anden.
Den andens reaktion kan aktivere noget i mig.
Så prøver jeg at spørge:
Hvad bliver aktiveret i mig?
Hvad er mit?
Hvad er dit?
Og hvad skaber vi imellem os?
Programmet må godt blive aktiveret.
Jeg behøver bare ikke automatisk at følge det.
Samfundets programmer
Når jeg først ser det princip i individet, begynder jeg også at få øje på det omkring mig.
For mig kan et samfund også have programmer.
Måder at forstå autoritet på.
Arbejde.
Familie.
Køn.
Uddannelse.
Viden.
Hierarki.
Hvad det vil sige at være ung.
Hvad det vil sige at være gammel.
Hvem der forventes at tale.
Og hvem der forventes at lytte.
Et samfundsmæssigt program behøver heller ikke have været forkert, bare fordi det på et tidspunkt bliver gammelt.
Det kan have haft en funktion.
Det kan have skabt stabilitet.
Det kan have været det bedste, man kunne bygge på det tidspunkt.
Men verden ændrer sig.
Og derfor synes jeg, at vi må kunne stille det samme spørgsmål til vores fælles programmer, som jeg stiller til mine egne:
Virker det stadig?
Fundamentet
Jeg vender hele tiden tilbage til billedet af et hus.
Hvis et hus skal holde, skal fundamentet være i orden.
Det gælder mennesket.
Det gælder relationen.
Det gælder arbejdspladsen.
Det gælder samfundet.
Og det gælder verden.
For mig er erfaring fundamentet.
Men fundamentet er ikke det færdige hus.
Hvis noget har sat sig, må vi undersøge det.
Hvis der er kommet en revne, må vi finde ud af hvorfor.
Hvis noget kan repareres, må vi reparere det.
Og hvis den gamle konstruktion ikke længere kan bære det, vi ønsker at bygge ovenpå, må vi finde en anden måde.
Det betyder ikke nødvendigvis, at det gamle var forkert.
Det betyder, at vi har lært noget siden.
Erfaring er fundamentet. Ikke det færdige svar.
Fra yderpunkter mod balance
Når jeg ser på samfundets udvikling, oplever jeg også en bevægelse mellem forskellige poler.
Jeg ser historisk stærke patriarkalske strukturer med tydelig ydre autoritet, hierarki, regler og faste roller.
Senere oplever jeg en bevægelse mod noget mere relationelt, omsorgsorienteret og feminint.
Jeg bruger ikke de ord som et facit på historien.
Det er min måde at forstå en bevægelse på.
For mig ser det ud, som om næste skridt ikke er, at den ene side skal besejre den anden.
Det handler mere om balance og integration.
Struktur og omsorg.
Det maskuline og det feminine.
Ydre autoritet og indre autoritet.
Fællesskab og individ.
Jeg genkender det også inde i mig selv.
Den indre far som struktur, retning og beskyttelse.
Den indre mor som omsorg, rummelighed og følelsesmæssig kontakt.
For mig bliver udviklingen derfor ikke at vælge den ene.
Det bliver at lære at rumme begge.
Og måske betyder det også, at vi i højere grad skal lære mennesker at være deres egen leder.
Ikke uden ansvar for andre.
Men uden hele tiden at skulle have en ydre autoritet til at fortælle dem, hvem de skal være.
Viden
Jeg oplever også, at vores forhold til viden ændrer sig.
Engang var adgang til viden langt mere begrænset.
Senere blev uddannelse og læsefærdighed mere udbredt.
Internettet gjorde enorme mængder information tilgængelig.
Og nu ændrer AI igen den måde, vi kan få adgang til og arbejde med viden på.
For mig betyder det ikke, at erfaring bliver mindre vigtig.
Måske tværtimod.
Når information bliver lettere at finde, bliver spørgsmålet ikke kun:
Hvem ved mest?
Men også:
Hvem kan vurdere det?
Hvem har prøvet det?
Hvem kan omsætte det til virkeligheden?
Der er forskel på at kunne finde information og at have stået med noget mellem hænderne.
Fejl, erfaring og viden
Jeg synes, vi skal væk fra en fejlfri tankegang.
Frygten for at lave fejl kan begrænse os i at lære noget nyt og i overhovedet at turde prøve noget nyt.
For mig hænger det sådan sammen:
Fejl bliver til erfaring.
Erfaring bliver til viden.
Det farlige er ikke nødvendigvis fejlen.
Det er, når erfaring bliver til epistemisk arrogance.
Når jeg bliver så sikker på min egen viden, at jeg holder op med at undersøge, lytte og lære.
For mig er det dér, kompetencen begynder at forsvinde.
Kompetence er ikke at være fejlfri.
Det er at have erfaring nok til at handle og ydmyghed nok til stadig at kunne lære.
Epistemisk ydmyghed
Derfor hænger viden for mig tæt sammen med epistemisk ydmyghed.
Jeg kan vide meget og stadig tage fejl.
Jeg kan have udført den samme opgave hundrede gange og møde gang nummer 101, hvor noget er anderledes.
Jeg kan være den ældste i rummet og stadig lære noget af den yngste.
Og den yngste kan have fået øje på noget, som jeg er blevet så vant til, at jeg ikke længere ser det.
Derfor prøver jeg at spørge:
Hvad overser jeg?
Hvad kan du se, som jeg ikke kan?
Epistemisk ydmyghed betyder ikke for mig, at jeg skal tvivle på alt, hvad jeg ved.
Det betyder, at jeg kan stå ved min erfaring og samtidig lade døren stå åben.
Når det gamle møder det nye
Det er her, den store tanke for mig bliver konkret.
For samfundet består jo af mennesker.
Og derfor møder det gamle og det nye hele tiden hinanden i virkeligheden.
På arbejdspladsen.
I familien.
Mellem generationer.
Mellem lærling og svend.
Mellem medarbejder og leder.
Den unge kommer med energi, nysgerrighed og lysten til at bygge.
Den ældre kommer med erfaring.
Jeg synes ikke, de to ting skal kæmpe mod hinanden.
Erfaring skal gribe udviklingen, ikke holde den nede.
Min gamle chef
På et tidspunkt blev jeg spurgt, hvorfor jeg stadig lavede småarbejde sammen med min gamle chef, efter han var gået på pension.
Jeg svarede:
“For at holde ham i live.”
Det var sagt med humor, men der lå også noget alvorligt i det.
Han har brugt en del af sit liv og sin energi på at lære mig noget og vise mig det fundament, han selv stod på.
Det har ikke været uden kampe.
Jeg ville ofte bare bygge derudad.
Men i dag kan jeg se, at meget af det faktisk er blevet en del af det fundament, jeg selv bygger videre på.
Både personligt.
I mit arbejde.
Og i den måde, jeg møder verden omkring mig på.
Det ville jeg ikke være foruden.
Sådan noget bør værdsættes.
For når et menneske bruger år af sit liv på at opbygge erfaring og derefter bruger tid og energi på at give noget af den videre, forsvinder den erfaring ikke bare, fordi mennesket går på pension.
Noget af den lever videre i dem, der har taget imod den.
Når rollen ændrer sig
Hvis vi samtidig skal være længere på arbejdsmarkedet, synes jeg, det giver mening at tænke mere fleksibelt om, hvilken rolle et menneske skal have gennem hele arbejdslivet.
Den ældre behøver ikke nødvendigvis være den, der løber hurtigst.
Måske skal han på et tidspunkt være den, man ringer til.
Mentoren.
Sparringspartneren.
Den, der kan sige:
Pas lige på dér. Den har jeg prøvet før.
Og hvis den yngre finder en bedre løsning, skal der også være plads til:
Fedt. Så lærte jeg noget nyt.
Så bliver den ene ikke overflødig, fordi den anden udvikler sig.
De bygger videre på hinanden.
Tryghedscirklen på arbejdspladsen
Jeg synes, Tryghedscirklen giver et godt billede på forholdet mellem erfaring og udvikling.
Et barn går ud og undersøger verden.
En gang imellem vender barnet sig om:
Er der stadig nogen?
Hvis svaret er ja, tør barnet gå længere.
Jeg oplever noget lignende med lærlinge og unge svende.
De skal ud.
De skal prøve.
De skal lære at stå selv.
Men nogle gange ringer telefonen.
På overfladen kan spørgsmålet være:
Hvilket kabel skal jeg bruge?
Skal den sidde sådan?
Der mangler noget materiale. Hvad gør jeg?
Men spørgsmålet skal ofte oversættes til:
Er jeg stadig på rette vej?
Er jeg ved at gøre noget forkert?
Er der nogen bag mig, hvis det her går galt?
Og derfor synes jeg, man tager telefonen.
Det betyder ikke, at jeg bare skal give dem svaret.
Jeg kan spørge:
Hvilken løsning har du fundet på indtil videre?
Hvad synes du selv?
Så får den unge lov til at bruge sin egen dømmekraft.
Hvis løsningen giver mening, kan jeg sige:
Det synes jeg, du skal prøve. Og hvis det går galt, så finder vi en løsning.
Det skal også læres.
At tænke selv.
At turde vælge.
Og at vide, at man ikke står alene med konsekvensen.
Det er okay at lave fejl
Jeg plejer at sige:
Det er okay at lave fejl.
Og:
Det er derfor, jeg er så klog. Jeg har lavet mange fejl, og jeg laver dem stadig.
Forskellen er bare, at jeg efterhånden er blevet hurtigere til at opdage dem, rette dem og tilpasse resten af opgaven.
Når jeg advarer en lærling eller en ung svend mod noget, de er på vej til at gøre, afslutter jeg også nogle gange med:
“Jeg taler ud fra bitter erfaring.”
Jeg har selv været der.
Jeg har selv mærket konsekvensen.
Det betyder ikke, at den unge ikke må tænke selv.
Min erfaring skal ikke lukke hans udvikling.
Den skal give ham et bedre sted at starte fra.
Den unges første møde med voksenverdenen
Jeg synes også, vi nogle gange glemmer, hvor unge lærlinge faktisk er.
For nogle er arbejdspladsen et af deres første store møder med voksenverdenen.
Pludselig står de med kunder, chefer, penge, ansvar, fejl, kolleger, tid og forventninger.
Derfor kan jeg godt lide at stille mig selv et enkelt spørgsmål:
Hvis det var mit eget barn, jeg sendte ud i voksenverdenen, hvordan ville jeg så håbe, at de voksne tog imod ham?
Jeg ville ikke ønske, at han blev pakket ind.
Han må gerne blive udfordret.
Han skal prøve.
Han skal lave fejl.
Men jeg ville ønske, at nogen tog telefonen.
At nogen korrigerede ham uden at ydmyge ham.
At nogen stod bag ham, mens han lærte at stå selv.
Fra separation til integration
Når jeg ser på det hele samlet, oplever jeg egentlig den samme bevægelse på forskellige niveauer.
Inde i mennesket.
I samfundet.
I vores syn på viden.
Mellem generationer.
Og mellem mennesker.
Det gamle behøver ikke bekæmpe det nye.
Det nye behøver ikke forkaste det gamle.
Erfaring behøver ikke stå i vejen for udvikling.
Og udvikling behøver ikke gøre erfaring værdiløs.
For mig handler bevidsthedens omprogrammering derfor ikke om at rive alt ned og begynde forfra.
Det handler om at kunne se det, vi allerede har bygget.
Forstå hvorfor det blev bygget.
Bevare det, der stadig bærer.
Reparere det, der ikke gør.
Og turde bygge videre.
Fra:
Enten dig eller mig.
Til:
Jeg er mig. Du er dig. Og vi kan stadig bygge noget sammen.
For mig er det måske hele bevægelsen.
Den næste generation skal ikke begynde forfra.
Den skal have noget godt at stå på.