Den største drivkraft i arbejdet med det indre barn er for mig ikke ønsket om at ændre andre mennesker.
Det er ønsket om at ære de indre børn, der er involveret.
Mit eget.
Mine familiemedlemmers.
Min nuværende eller tidligere partners.
Og ikke mindst mine egne børns.
For når vi begynder at ændre gamle adfærdsmønstre, ændrer vi ikke kun noget inde i os selv. Vi påvirker også de relationer og fællesskaber, som vores gamle mønstre har været en del af.
Og netop derfor kan forandringen møde modstand.
Når ét menneske ændrer sig, påvirkes hele familien
En familie består ikke kun af enkeltpersoner.
Den består også af roller, forventninger, uskrevne regler og måder at reagere på, som kan være blevet gentaget gennem generationer.
Hvem tilpasser sig?
Hvem tager ansvaret?
Hvem bliver vred?
Hvem trækker sig?
Hvem forsøger at holde fred?
Hvem må fylde?
Og hvem lærer at gøre sig lille?
Når ét menneske begynder at træde ud af sin gamle rolle, bliver den kendte balance udfordret.
Det kan betyde, at omgivelserne reagerer.
Nogle gange meget kraftigt.
Ikke nødvendigvis fordi nogen bevidst ønsker at forhindre forandringen, men fordi det kendte mønster ikke længere fungerer, som det plejer.
Hvis jeg ikke længere reagerer på den måde, andre forventer af mig, bliver de også konfronteret med noget nyt.
Den gamle familieidentitet kan ikke fortsætte helt uforandret.
Noget må forandre sig.
Og noget må måske dø.
Derfor er det vigtigt at huske barnet bag personaen
Når modstanden bliver stærk, er det let kun at se den voksnes adfærd.
Vreden.
Kontrollen.
Skylden.
Afvisningen.
Manipulationen.
Tavsheden.
Forsvaret.
Men hvis mit blik stopper dér, kan jeg selv ende i endnu en kamp mellem personaer.
Derfor forsøger jeg at se længere.
Bag den voksne adfærd findes også et menneske, der engang var et barn.
Et barn, som lærte sine egne måder at skabe sikkerhed, tilhørsforhold og beskyttelse på.
Jeg kan ikke vide præcis, hvad der foregår inde i et andet menneske.
Jeg kan heller ikke gøre deres indre arbejde for dem.
Men jeg kan forsøge at huske:
Der findes et menneske bag den adfærd, jeg reagerer på.
Det betyder ikke:
Du må gøre hvad som helst mod mig.
Det betyder:
Jeg behøver ikke gøre dig umenneskelig, fordi jeg må sige nej til det, du gør.
At rumme er ikke at ofre sig
Det er vigtigt for mig, at dette ikke bliver forvekslet med selvopofrelse.
At rumme et andet menneske er ikke det samme som at blive i noget, der skader mig.
Det er ikke martyrdom.
Det er ikke et krav om at være den forstående, den stærke eller den kærlige, mens andre overskrider mine grænser.
Jeg må gerne sige nej.
Jeg må gerne gå.
Jeg må gerne beskytte mig selv.
Jeg må gerne sætte en tydelig grænse.
Jeg må også afslutte en relation, hvis det er nødvendigt.
For hvis jeg forlader mit eget indre barn for at beskytte et andet menneskes, har jeg blot gentaget det gamle mønster i en ny form.
At ære den andens indre barn må aldrig betyde, at jeg svigter mit eget.
Når jeg rummer dig, lærer jeg også mig selv, at jeg kan rummes
Der ligger noget andet vigtigt i at kunne rumme det menneskelige i andre.
Jeg gør det ikke kun for deres skyld.
Jeg gør mindst lige så meget noget for mig selv.
For mit eget indre barn lytter også med.
Hvis jeg møder vrede, misundelse, frygt, jalousi, egoisme, afmagt eller andre menneskelige sider i et andet menneske og straks konkluderer:
Det menneske er forkert, fordi den følelse findes,
hvad lærer mit eget indre barn så?
Det lærer:
Hvis den side findes i dig, er du også forkert.
Og så må endnu en del af mig skjules.
Men hvis jeg i stedet kan sige:
Jeg kan godt rumme, at denne følelse findes. Jeg behøver ikke acceptere den handling, der kom ud af den,
så lærer mit eget indre barn noget helt andet:
Du må gerne være menneskelig.
Du behøver ikke være perfekt for at være værd at elske.
Det er derfor, rummelighed ikke kun er noget, jeg giver den anden.
Det er også en måde at vise mit eget indre barn:
Jeg forlader dig ikke, fordi du rummer noget svært.
Det, der findes i et andet menneske, er også menneskeligt
Hvis et andet menneske er i stand til at føle, tænke eller gøre noget, er det ikke noget, der ligger uden for menneskeligheden.
Og jeg er også et menneske.
Det betyder ikke, at jeg ville gøre præcis det samme.
Det betyder ikke, at alle mennesker har den samme tilbøjelighed til vold, manipulation, bedrag eller andre destruktive handlinger.
Og det betyder bestemt ikke, at ansvaret for en handling forsvinder.
Men jeg skal være varsom med at stille mig uden for den menneskelighed, jeg ser i den anden.
Vi kan alle blive bange.
Vi kan alle blive vrede.
Vi kan alle føle misundelse, jalousi, hævnlyst eller afmagt.
Vi kan alle få lyst til at flygte, kontrollere, angribe, lukke af eller klamre os fast.
Det afgørende er, hvad vi gør med det.
Jeg kan rumme vrede uden at slå.
Jeg kan rumme misundelse uden at ødelægge noget for andre.
Jeg kan mærke et behov for kontrol uden at fratage andre deres frihed.
Jeg kan have en impuls uden at være tvunget til at handle på den.
Det er forskellen mellem at rumme en menneskelig mulighed og at legitimere en handling.
Og måske bliver jeg netop mere ansvarlig, når jeg tør erkende:
Jeg står ikke uden for menneskeligheden. Jeg har også ansvar for, hvad jeg gør med det, der lever i mig.
Kampen er ikke imod familien
Når man forsøger at ændre et gammelt familiemønster, kan det let føles som en kamp mod familien.
Men jeg ser det anderledes.
Det er også en kamp for familien.
For hvis et dysfunktionelt mønster er blevet givet videre gennem generationer, er der nogen, der på et tidspunkt må begynde at gøre noget anderledes, hvis kæden skal ændre retning.
Jeg kan ikke tvinge mine familiemedlemmer til at ændre sig.
Jeg kan ikke gøre deres indre arbejde.
Men jeg kan tage ansvar for den del af mønstret, som lever gennem mig.
Jeg kan sige:
Det, jeg har modtaget, behøver ikke være det samme som det, jeg giver videre.
Det betyder ikke, at jeg forkaster dem, der kom før mig.
Også de var engang børn.
Også de lærte deres strategier et sted.
De gav måske videre, hvad de selv havde lært at overleve med.
Jeg behøver ikke fordømme dem for at beslutte, at noget stopper hos mig.
En kamp for vores børn
Her bliver arbejdet særligt vigtigt.
For social arv gives ikke kun videre gennem det, vi siger til vores børn.
Den gives også videre gennem den måde, vi lever på.
Børn ser, hvordan vi håndterer vrede.
Hvordan vi sætter grænser.
Hvordan vi reagerer på uenighed.
Hvordan vi taler om andre mennesker.
Hvordan vi behandler os selv.
Hvordan vi reagerer, når nogen siger nej.
Og hvad vi tror, kærlighed kræver af os.
Hvis jeg vil bryde den sociale arv, handler det derfor ikke om at skabe en perfekt familie.
Det handler om at give mine børn andre erfaringer.
At vise dem, at:
Kærlighed ikke behøver kræve selvudslettelse.
En grænse ikke behøver betyde, at kærligheden forsvinder.
Vrede kan rummes uden at blive til vold.
Fejl ikke gør et menneske uværdigt.
Man kan være uenig uden at gøre hinanden til fjender.
Arbejdet med mit eget indre barn bliver dermed også et arbejde for deres.
For de børn, de er nu.
Og for de voksne, de en dag bliver.
To familiehistorier mødes i vores børn
Hvis jeg har børn med en nuværende eller tidligere partner, kommer endnu et perspektiv til.
Vores børn er ikke kun mine børn.
De er også den andens børn.
De står i mødet mellem to familiehistorier.
To sæt erfaringer.
To sociale arve.
To generationelle kæder.
Jeg kan ikke bryde den anden forælders sociale arv for vedkommende.
Men jeg kan sikre, at et dysfunktionelt mønster ikke bliver bekræftet og gentaget fra min side.
Hvis et barn møder det samme dysfunktionelle mønster fra begge forældre, kan det let komme til at opleves som:
Sådan er verden.
Sådan fungerer kærlighed.
Sådan er relationer.
Men hvis én forælder begynder at handle anderledes, får barnet samtidig en anden erfaring:
Der findes en anden måde.
Og dermed får mit arbejde betydning på begge sider af barnets familiehistorie.
Ikke fordi jeg har ændret den anden forælder.
Men fordi vores fælles barn er det sted, hvor vores to historier mødes.
Nuværende og tidligere partnere
Vi tager vores barndom med ind i vores parforhold.
Ikke kun som minder.
Vi tager også vores ubevidste forestillinger om kærlighed, nærhed, konflikt, kontrol, afstand, tilhørsforhold og sikkerhed med os.
Derfor kan vi komme til at indgå i relationer, som på forskellige måder minder om noget, vi selv voksede op med.
Det betyder ikke nødvendigvis, at vi bevidst vælger dysfunktion.
Det velkendte kan ganske enkelt føles genkendeligt længe før, vi opdager, om det er sundt.
Hvis jeg bliver bevidst om min del af mønstret, kan jeg begynde at ændre den.
Også hvis min nuværende eller tidligere partner ikke er klar til at gøre det samme.
Jeg kan ikke gøre deres arbejde.
Men jeg kan stoppe min egen del af dansen.
Når jeg ikke længere reagerer på deres gamle forsvar med mine gamle forsvar, kan mønstret ikke fortsætte helt på samme måde.
Den anden bestemmer selv, hvad vedkommende gør med det.
Jeg bestemmer, hvad jeg gør med min del.
Hvis den anden ikke er klar
Nogle mennesker er ikke klar til at se på deres mønstre.
Måske mangler modet.
Måske føles forsvarene stadig nødvendige.
Måske er det gamle, trods al smerten, stadig tryggere end det ukendte.
Her kan arbejdet med det indre barn igen blive en drivkraft.
For jeg kan forsøge at se det barn i den anden, som engang lærte, at netop disse strategier var nødvendige.
Jeg behøver ikke acceptere den voksnes adfærd.
Men jeg kan tænke:
Jeg kæmper ikke imod dig.
Jeg kæmper imod det mønster, der gør os ondt.
Og hvis vi har børn sammen, bliver mit valg samtidig en måde at forhindre, at mønstret automatisk bliver deres arv.
På den måde kan jeg også gøre noget for den anden forælders indre barn, uden at bilde mig selv ind, at jeg kan helbrede vedkommende.
Jeg kan stoppe min egen deltagelse i noget, som måske også gjorde ondt på barnet i dem.
At ære den familie, barnet engang drømte om
Der ligger endnu en drivkraft her.
For den nuværende eller tidligere partner var også engang et barn, som endnu ikke vidste, hvordan voksenlivet ville blive.
Måske havde det barn forestillinger om den familie, det en dag ønskede sig.
Om kærlighed.
Tryghed.
Samhørighed.
Børn.
Et hjem.
Måske havde barnet et håb om:
Når jeg engang får min egen familie, skal noget være anderledes.
Og alligevel kan vi som voksne komme til at gentage netop det, vi selv ønskede at slippe væk fra.
Ikke fordi vi ønskede det.
Men fordi det ubevidste mønster fulgte med.
Når jeg forsøger at bryde dette mønster, kan jeg derfor også se det som en måde at ære den andens indre barn.
Ikke ved at redde den voksne.
Ikke ved at overtage ansvaret.
Ikke ved at blive i noget destruktivt.
Men ved at holde fast i noget, som barnet i dem måske også engang ønskede:
At deres egne børn skulle få noget bedre.
Når jeg beskytter vores børn mod at arve det gamle mønster, arbejder jeg derfor ikke nødvendigvis imod den anden forælder.
På et dybere plan kan jeg være med til at beskytte noget, som også fandtes i dem, før deres egne forsvar og voksenmønstre tog form.
Drømmen om en anden familie.
Kærlighed og grænser er ikke modsætninger
Alt dette kræver én afgørende skelnen.
At forstå et menneske betyder ikke, at jeg skal acceptere alt fra det.
At se det indre barn betyder ikke, at den voksne fritages for ansvar.
Jeg kan sige:
Jeg kan se din frygt og stadig sige nej til din kontrol.
Jeg kan forstå din vrede og stadig beskytte mig mod din aggression.
Jeg kan se barnet bag dit forsvar og stadig vælge at gå.
Jeg kan holde af dig uden at stille mig til rådighed for det, der skader mig.
Det er måske netop dér, kærligheden bliver voksen.
Når den kan rumme både menneskelighed og ansvar.
Både forståelse og grænser.
Både medfølelse og selvrespekt.
At ære alle de indre børn, der er involveret
Arbejdet med det indre barn handler derfor for mig om langt mere end at få det bedre med mig selv.
Det handler om at forsøge at ære alle de børn, som på forskellige måder står midt i den historie, vi lever.
Barnet, jeg selv var.
Barnet i mine forældre og min familie.
Barnet i min nuværende eller tidligere partner.
Mine egne børn.
Og måske også de børn, som kommer efter dem.
Jeg kan ikke helbrede alle.
Jeg kan ikke få alle til at forstå.
Jeg kan ikke få alle til at ændre sig.
Men jeg kan tage ansvar for det sted i kæden, hvor jeg selv står.
Jeg kan nægte at føre noget videre, bare fordi det blev givet til mig.
Jeg kan kæmpe imod mønstret uden at gøre mennesket til min fjende.
Jeg kan afvise en handling uden at afvise menneskeligheden.
Jeg kan beskytte mit eget indre barn uden at glemme det indre barn i den anden.
Og jeg kan forsøge at give mine børn en anden erfaring end den, vi selv fik.
Det er drivkraften.
Ikke at vinde over familien.
Ikke at vinde over en partner.
Ikke at bevise, hvem der har ret.
Men at gøre, hvad jeg kan, for at den smerte, der blev givet videre til os, ikke automatisk bliver givet videre gennem os.
Jeg kan ikke ændre det, der skete før mig.
Jeg kan ikke bestemme, hvad andre vælger efter mig.
Men jeg kan være det sted i rækken, hvor noget begynder at ændre retning.
Og måske er det en af de dybeste måder, vi kan ære det indre barn på:
At give det, som kom før os, forståelse.
At give det, som lever i os, kærlighed.
Og at give dem, der kommer efter os, en reel mulighed for noget andet.