En sætning mange af os lærte som børn.
Måske glemte vi bare at tage den med ind i voksenlivet.
Jeg er vokset op i en søskendeflok, og senere har jeg arbejdet med børn og unge i flere år.
Derfor har jeg brugt meget tid på at observere børn: deres konflikter, roller, alliancer, grænser, jalousi, ansvar og alt det andet, der opstår, når mennesker skal være sammen.
Ikke bare hvad børn gør, men også hvad der sker omkring dem, når de gør det.
Et barn kan sige:
“Det var ham, der startede.”
Et andet kan sige:
“Jeg har ikke gjort noget.”
Et barn kan blive vredt, gå sin vej, råbe, nægte, sige nej eller give en anden skylden.
Når børn gør det, kan vi voksne ofte godt se, hvad der foregår.
Vi kan se, at barnet prøver at beskytte sig selv.
Vi kan se, at barnet måske ikke kan rumme følelsen endnu.
Vi kan se, at barnet forsøger at skubbe ansvaret væk.
Men jeg har også observeret mine kolleger — de voksne i rummet.
Og nogle gange har jeg set adfærd, der mindede overraskende meget om det, vi ellers forbinder med børn.
Det var dér, noget begyndte at stå tydeligt for mig:
Vi bliver ældre. Men vi holder ikke nødvendigvis op med at bruge de samme strategier. Vi bliver bare bedre til at skjule dem.
Den store børnehave
Nogle gange tænker jeg, at voksenlivet minder lidt om en stor børnehave.
Vi er blevet ældre.
Vi har fået arbejde, hus, biler, børn og ansvar.
Vi har lært at formulere os bedre.
Men nogle af de strategier, vi bruger, når vi bliver pressede, er ikke nødvendigvis så forskellige fra dem, vi brugte som børn.
Et barn siger:
“Det var ham.”
En voksen kan bruge ti minutter på at forklare det samme.
Et barn siger:
“Jeg gjorde ikke noget.”
En voksen kan fortælle en lang historie om, hvorfor det egentlig var den andens ansvar.
Jeg oplever også nogle gange, at voksne i mødet med skole og børnehave næsten bliver små børn igen.
Ikke bogstaveligt.
Men i måden ansvaret kan blive skubbet væk på.
“Det var ikke mig” kan pludselig lyde som:
“Det er lærerens skyld.”
“Det er pædagogens skyld.”
“Det er det andet barns skyld.”
Det betyder ikke, at læreren, pædagogen eller det andet barn aldrig har et ansvar.
Det interessante for mig er bare spørgsmålet:
Hvad er min del?
Vi bliver ikke automatisk færdige mennesker, fordi vi bliver voksne.
Vi tager os selv med.
Også barnet, vi selv var.
Når barnet siger nej
Jeg synes, børn skal lære at sætte grænser.
Men det bliver først interessant, når grænsen går imod mig.
Når barnet siger:
“Nej.”
“Det gider jeg ikke.”
“Jeg synes ikke, det er fair.”
“Hvorfor skal jeg det?”
Så kan jeg hurtigt opdage, om jeg virkelig mener, at barnet har ret til at sætte grænser.
Eller om jeg kun synes, grænser er gode, når de passer ind i det, jeg selv gerne vil.
Et barn skal selvfølgelig lære, at det ikke kan bestemme alt.
Det skal lære hensyn.
Det skal lære at være en del af et fællesskab.
Men der er forskel på at lære et barn, hvordan man er sammen med andre, og at lære barnet, at det kun er rigtigt, når det er nemt at være sammen med.
Jeg spørger derfor mig selv:
Vil jeg lære mit barn at sætte grænser — eller vil jeg kun have barnets grænser, når de passer mig?
Er et stille barn nødvendigvis i trivsel?
Jeg er også begyndt at tænke over, hvordan vi voksne vurderer børn.
Et barn sidder stille.
Det laver sine ting.
Det protesterer ikke.
Det følger med.
Så tænker vi måske:
Det går godt.
Men jeg ved ikke, om det altid er så enkelt.
Et barn, der er højlydt, protesterer eller siger nej, behøver ikke have det godt.
Men et barn, der aldrig gør det, behøver heller ikke have det godt.
Jeg er derfor blevet mere optaget af forskellen mellem:
at fungere godt for de voksne
og
faktisk at have det godt.
Jeg prøver at huske:
Adfærd er ikke det samme som trivsel.
Mobning begynder ikke nødvendigvis hos børnene
Da mit barn skulle starte i skole, fik vi som forældre en folder om mobning.
Jeg læste den.
Meget af det gav mening for mig. Jeg kendte også noget af det fra mit eget liv.
Senere sad jeg til et forældremøde sammen med de andre forældre.
Vi sad i små grupper og skulle tale om mobning og om, hvordan vi kunne være med til at skabe et godt fællesskab for børnene.
Jeg lagde hurtigt mærke til noget.
Når grupperne bagefter fortalte, hvad de var kommet frem til, kunne jeg næsten høre, hvem der havde læst folderen.
De sagde mange af de rigtige ting.
Og samtidig kunne jeg mærke noget andet i rummet.
Hvem der fyldte.
Hvem der blev lyttet til.
Hvem der virkede sikre på deres plads.
Hvem der søgte anerkendelse.
Hvem der fandt sammen.
Jeg sad pludselig med en mærkelig tanke:
Vi sidder her og taler om, hvordan børnene ikke skal skabe hierarkier og holde hinanden udenfor. Men gør vi voksne ikke selv noget af det samme lige nu?
Det var dér, jeg begyndte at tænke, at mobning måske ikke kun er noget, børn finder på.
Børn ser os.
De ser, hvem vi inviterer ind.
De ser, hvem vi hilser på.
De ser, hvem vi taler om.
De ser, hvem vi holder afstand til.
De ser, hvem der får lov at være med.
Vi kan fortælle børn, at de ikke skal følge flokken.
Men hvad viser vi dem, når nogen faktisk lader være?
Vi kan fortælle dem, at de skal rumme forskellighed.
Men hvad gør vi selv, når et menneske ikke passer ind i vores egen gruppe?
Det fik mig til at spørge:
Lærer børn mest om mobning af det, vi siger til dem — eller af den måde, vi voksne er sammen på?
Rummelighed
Vi taler meget om rummelighed.
Og jeg er begyndt at undre mig over selve ordet.
For hvem er det egentlig, der skal rummes?
Hvis en gruppe siger:
“Vi skal huske at rumme dem, der er anderledes.”
så har gruppen allerede placeret sig selv som det normale.
De andre er dem, der skal findes plads til.
Jeg oplevede engang noget meget enkelt.
Der var en pige i mit barns børnehave, som ikke kunne tåle æg.
Så når jeg bagte noget, mit barn skulle have med, lavede jeg det uden æg.
Ikke fordi jeg syntes, jeg gjorde noget særligt.
Der var bare et barn, som også skulle kunne spise en bolle.
Det overraskede mig senere, hvor længe det stadig var noget, der skulle forklares, huskes og tages op.
Og det fik mig til at tænke:
Hvem er det egentlig, der skal rummes?
Barnet, der ikke kan tåle æg?
Forældrene til barnet, som igen og igen skal minde andre om, at deres barn også skal kunne være med?
Eller fællesskabet, der først opdager forskelligheden, når den bliver besværlig?
At følge flokken
Vi lærer børn, at de skal turde være sig selv.
Vi siger:
“Du skal ikke bare gøre, hvad alle de andre gør.”
“Du skal turde sige din mening.”
“Du skal være dig selv.”
Men jeg er begyndt at spørge mig selv, hvor gode vi voksne egentlig er til at acceptere mennesker, der faktisk gør det.
For hvis nogen ikke følger flokken, ikke deltager i hierarkiet eller ikke lever på samme måde som resten af gruppen, kan det pludselig blive svært.
Så spørger jeg mig selv:
Vi lærer børn, at de ikke skal følge flokken. Men hvad gør vi voksne ved dem, der faktisk lader være?
Dobbeltstandarder
Jeg er også blevet mere opmærksom på, hvor forskelligt vi kan vurdere den samme ting alt efter, hvem der gør den, og hvilken ramme den foregår i.
Jeg har for eksempel oplevet, at det kan blive set skævt til, hvis nogen godt kan lide at gå på det lokale værtshus og drikke en øl.
Det kan hurtigt få en bestemt betydning.
Men hvis man arrangerer vinsmagning, er det noget andet.
Så kan alkohol pludselig være kultur, interesse og fællesskab.
Jeg oplevede endda, at der efter en vinsmagning blev tilbudt den vin, der var tilbage, gratis til de andre forældre.
Og jeg kan huske, at jeg tænkte:
Hvad er egentlig forskellen?
Jeg siger ikke, at der er noget galt med hverken øl eller vinsmagning.
Det interessante for mig er forskellen i vores vurdering.
For alkoholen ved ikke, om den står i et vinglas eller et ølglas.
Så hvornår vurderer jeg egentlig selve handlingen?
Og hvornår vurderer jeg mennesket, miljøet og den historie, jeg allerede har lært at forbinde med handlingen?
Hvornår er noget faktisk forkert — og hvornår har jeg bare lært, at det ser forkert ud?
Ansvar uden skyld
Noget af det vigtigste, jeg selv har måttet lære, er forskellen mellem ansvar og skyld.
Jeg kan godt opdage, at jeg har gjort noget forkert, uden at jeg behøver gøre mig selv til et dårligt menneske.
Jeg kan godt opdage:
Jeg overså noget.
Jeg gentog et gammelt mønster.
Jeg reagerede forkert.
Jeg var blind for noget.
uden at det behøver ende i selvhad.
Det kræver ydmyghed at kunne sige:
Jeg er heller ikke fri for de mekanismer, jeg ser hos andre.
Og det kræver ømhed at kunne blive i erkendelsen længe nok til faktisk at ændre noget.
For nogle af de sværeste erkendelser i mit liv har ikke været dem, hvor jeg opdagede, hvad andre havde gjort.
Det har været dem, hvor jeg opdagede, hvad jeg selv var kommet til at føre videre.
Det man siger, er man selv
Som børn lærte mange af os sætningen:
“Det man siger, er man selv.”
Vi brugte den måske bare som et hurtigt modsvar.
Men egentlig ligger der et meget enkelt princip i den.
Nogle gange fortæller det, vi peger på hos andre, også noget om os selv.
Som voksne kalder vi det måske projektion.
Som børn sagde vi bare:
“Det man siger, er man selv.”
Det er næsten komisk, hvor tidligt vi havde et sprog for det.
Og hvor let vi glemte det igen.
Det betyder ikke, at al kritik er projektion.
Det betyder heller ikke, at alt er mit ansvar.
Men for mig er det blevet en påmindelse om at vende blikket tilbage mod mig selv.
Når noget hos et andet menneske rammer mig hårdt, prøver jeg at spørge:
Hvorfor rammer det mig?
Hvad er det, jeg ser?
Og er der noget i det, som også findes i mig?
Ikke fordi jeg altid er problemet.
Ikke fordi den anden altid har ret.
Men fordi jeg kun kan tage ansvar for min egen del.
Og måske er det nogle gange vigtigere end at finde ud af, hvem der vandt diskussionen.
For er det egentlig så vigtigt, hvem der har ret?