Det indre barn er ikke noget, jeg skal skabe eller finde et sted uden for mig selv.
Det er den del af mig, der var til stede, før jeg lærte, hvem jeg skulle være for at kunne navigere i verden.
Barnet forsvandt ikke, da jeg voksede op. Det blev heller ikke erstattet af den voksne.
Det er stadig en del af mig – under erfaringerne, forventningerne, rollerne og de personaer, jeg gennem livet har lært at bruge.
Rejsen tilbage til mit indre barn handler derfor ikke om at blive barn igen.
Den handler om at genopdage kontakten med noget i mig, der hele tiden har været der.
Før verden fortæller mig, hvem jeg skal være
Som barn træder jeg ind i verden uden endnu at kende dens regler.
Jeg ved ikke, hvad andre forventer af mig. Jeg ved ikke, hvilke sider af mig der vil blive mødt med glæde, hvilke der vil skabe modstand, eller hvad jeg senere kommer til at lære om rigtigt og forkert.
Jeg er ganske enkelt til stede.
Jeg kan tænke og føle. Jeg kan sanse verden omkring mig og handle i den.
Og min frie vilje er allerede til stede.
Jeg har fri vilje til at forholde mig til mine tanker og følelser og vælge mine handlinger.
Det betyder ikke, at jeg som barn har samme erfaring, forståelse eller muligheder som den voksne. Jeg er afhængig af mennesker omkring mig, og mine valg har konsekvenser, jeg endnu ikke kan forstå.
Men det grundlæggende i mig skal ikke først skabes.
Det er allerede her.
Det er først i mødet med verden, at jeg begynder at lære, hvordan jeg forventes at være i den.
Jeg opdager forskellen
I begyndelsen er verden noget, jeg oplever.
Men efterhånden begynder jeg at opdage forskelle.
Noget føles rart, og noget føles ubehageligt.
Noget skaber tryghed, og noget skaber uro.
Nogen kommer tæt på, og nogen bevæger sig væk.
Jeg kan ønske noget og oplever, at verden giver mig noget andet.
Langsomt opdager jeg, at ikke alt er det samme.
Jeg begynder også at opdage, at der kan eksistere mere end én mulighed.
Jeg kan række ud eller lade være.
Jeg kan tage imod eller vende mig væk.
Jeg kan søge nærhed eller skabe afstand.
Jeg kan opleve forskellige tanker og forskellige følelser på samme tid.
Det er en vigtig begyndelse.
For når jeg opdager forskel, begynder jeg også at opdage muligheder.
Og når jeg kan se mere end én mulighed, bliver min frie vilje tydeligere.
Den bliver ikke skabt her.
Den har hele tiden været til stede.
Men jeg begynder at erfare den i mødet mellem mig selv og det, jeg oplever.
Det er endnu ikke nødvendigvis en klar erkendelse af:
“Her er jeg, og dér er verden.”
Det kommer gradvist.
Først kommer den mere grundlæggende erfaring:
“Dette er ikke det samme som dette.”
Og den erfaring bliver vigtig.
For snart opdager jeg noget endnu større:
Verden eksisterer uden for mig – og den har sin egen vilje.
Jeg møder verden
Efterhånden opdager jeg, at verden ikke kun er noget, jeg oplever.
Den eksisterer også uafhængigt af mig.
Andre mennesker tænker og føler noget andet end mig. De ønsker noget andet end mig. De har deres egne behov, grænser og deres egen frie vilje.
Jeg opdager, at jeg kan ønske én ting, mens et andet menneske ønsker noget andet.
Jeg møder også en verden, der allerede har en orden.
Der findes regler.
Der findes grænser.
Der findes normer og værdier.
Der findes forestillinger om, hvad der er rigtigt og forkert, passende og upassende.
Og som barn er jeg afhængig af de mennesker og den verden, jeg er kommet ind i.
Jeg har stadig min frie vilje.
Men jeg opdager samtidig, at mine valg har konsekvenser.
Jeg kan sige nej og møde modstand.
Jeg kan vise en følelse og opdage, at den bliver accepteret.
Jeg kan vise en anden og opdage, at den bliver afvist.
Jeg kan være spontan og blive mødt med glæde.
Eller jeg kan opleve, at den samme spontanitet bliver betragtet som besværlig.
På den måde begynder jeg at lære verden at kende.
Men samtidig lærer jeg også noget om mig selv gennem verdens reaktioner på mig.
Jeg begynder at opdage:
Hvad sker der, når jeg viser verden, hvem jeg er?
Og måske endnu vigtigere:
Hvad skal jeg gøre for at kunne være mig selv og samtidig bevare min plads blandt de mennesker, jeg er afhængig af?
Det er her, tilpasningen begynder at få en særlig betydning.
For barnet er ikke bare passivt.
Det observerer.
Det lærer.
Det prøver sig frem.
Det opdager, hvad der virker, og hvad der ikke virker.
Og langsomt begynder det at udvikle måder at møde verden på.
Det er begyndelsen på det, jeg her kalder personaen.
Personaen – det jeg lærer at vise verden
Når jeg opdager, at verden reagerer forskelligt på forskellige sider af mig, begynder jeg også at lære, hvordan jeg bedst kan møde den.
Jeg tilpasser mig.
Ikke nødvendigvis fordi nogen fortæller mig, at jeg skal.
Jeg observerer, prøver mig frem og lærer af det, der sker.
Hvis jeg oplever, at det skaber mindre konflikt at være stille, kan jeg lære at være stille.
Hvis humor skaber kontakt, kan jeg lære at være den sjove.
Hvis præstation giver anerkendelse, kan jeg lære at være den dygtige.
Hvis sårbarhed bliver mødt med afvisning eller udnyttet, kan jeg lære at skjule den.
Hvis det skaber tryghed at tage ansvar for andre, kan jeg blive den ansvarlige.
På den måde udvikler jeg forskellige måder at være i verden på.
Det er det, jeg her kalder personaer.
En persona er ikke nødvendigvis falsk.
Den kan være en virkelig side af mig.
Men den er ikke hele mig.
Personaen er den måde, jeg lærer at udtrykke mig på i mødet med verden.
Og som barn kan den være en meget intelligent løsning.
Den kan hjælpe mig med at skabe kontakt.
Undgå konflikter.
Beskytte mig selv.
Få anerkendelse.
Bevare relationer.
Og finde en plads blandt andre mennesker.
Problemet er derfor ikke, at jeg udvikler personaer.
Problemet kan opstå, hvis jeg glemmer, at de er personaer.
For noget, der begynder som:
“Det her virker.”
kan gennem gentagelse blive:
“Sådan gør jeg.”
og til sidst:
“Sådan er jeg.”
Det, der engang var en måde at møde verden på, kan dermed blive en identitet.
Jeg holder måske op med at spørge, hvad jeg egentlig føler eller ønsker, fordi jeg allerede har lært, hvordan jeg plejer at reagere.
Ikke fordi min frie vilje er forsvundet.
Den har hele tiden været der.
Men den automatiske reaktion kan blive så velkendt, at jeg glemmer, at jeg også kunne have reageret anderledes.
Et klædeskab af personaer
Senere i livet kan jeg begynde at se personaerne på en anden måde.
Jeg forestiller mig dem som et klædeskab.
I klædeskabet hænger forskellige sæt tøj.
Jeg kan være professionel.
Legende.
Omsorgsfuld.
Stærk.
Sårbar.
Rolig.
Kontant.
Tilbageholdende.
Ingen af disse sider behøver være falske.
De kan alle være virkelige sider af mig.
Forskellen ligger i, om jeg er tvunget til at bære ét bestemt sæt tøj, eller om jeg ved, at jeg står foran et helt klædeskab.
Når personaerne bliver bevidste, kan deres funktion ændre sig.
De behøver ikke længere fortælle mig, hvem jeg er.
De kan blive forskellige måder, jeg vælger at udtrykke mig på.
Selvet ejer klædeskabet. Personaerne er tøjet.
Jeg behøver derfor ikke ødelægge mine personaer for at finde tilbage til mig selv.
Jeg skal opdage, at jeg er mere end dem.
Og måske begynder rejsen tilbage netop dér:
Når jeg for første gang kan se forskellen mellem den, jeg er, og den, jeg har lært at være.
Når en strategi bliver til et mønster
En strategi kan være nødvendig.
Et mønster opstår, når strategien bliver gentaget så mange gange, at jeg ikke længere behøver at tænke over den.
Jeg reagerer bare.
Det kan være en stor fordel.
Jeg behøver ikke hver gang at undersøge verden fra begyndelsen. Jeg bruger mine erfaringer til hurtigt at vurdere, hvad der sandsynligvis vil ske.
Hvis noget tidligere har været farligt, lærer jeg at være opmærksom på det.
Hvis en bestemt måde at reagere på tidligere har beskyttet mig, ligger den klar næste gang, jeg møder noget lignende.
På den måde hjælper mine mønstre mig med at navigere.
Men verden forandrer sig.
Jeg bliver ældre.
Mine relationer ændrer sig.
Jeg får andre muligheder.
Det, jeg engang var afhængig af, er jeg måske ikke længere afhængig af.
Alligevel kan det gamle mønster fortsætte.
Jeg kan møde en ny situation med en gammel reaktion.
Ikke fordi situationen nødvendigvis kræver den.
Men fordi jeg genkender noget i den.
En tone.
Et blik.
En afvisning.
En konflikt.
En følelse.
Noget bliver aktiveret i mig, og før jeg når at undersøge, hvad der faktisk sker, kan den gamle strategi allerede være i gang.
Jeg trækker mig.
Jeg forsvarer mig.
Jeg bliver vred.
Jeg tilpasser mig.
Jeg prøver at gøre den anden tilfreds.
Jeg tager kontrollen.
Jeg lukker ned.
Eller jeg gør noget helt andet, som engang hjalp mig.
Det betyder ikke, at der er noget forkert ved mig.
Reaktionen har en historie.
Den blev lært af en grund.
Men der er forskel på:
“Det var nødvendigt dengang.”
og:
“Det er nødvendigt nu.”
Hvis jeg ikke længere kan se forskellen, kan fortiden begynde at træffe nutidens valg for mig.
Ikke fordi min frie vilje er væk.
Men fordi jeg har glemt at standse længe nok til at opdage, at jeg har et valg.
Når mønstret bliver synligt
Noget afgørende sker, når jeg begynder at opdage mine egne gentagelser.
Måske oplever jeg den samme type konflikt igen og igen.
Måske ender jeg i de samme relationelle roller.
Måske reagerer jeg på bestemte mennesker på næsten samme måde hver gang.
På et tidspunkt kan jeg begynde at spørge:
Hvorfor sker det her igen?
Og derefter:
Hvad gør jeg selv, når det sker?
Det er en vigtig forskel.
For nu ser jeg ikke længere kun på, hvad verden gør ved mig.
Jeg begynder også at se min egen deltagelse.
Det, jeg før kaldte:
“Sådan er jeg.”
kan langsomt blive til:
“Sådan plejer jeg at reagere.”
Og dér sker noget væsentligt.
For et mønster, jeg kan se, er ikke længere helt det samme som et mønster, jeg kun lever inde i.
Jeg kan begynde at standse.
Mærke, hvad der bliver aktiveret.
Se den gamle reaktion komme.
Og spørge:
Er det den reaktion, jeg ønsker at vælge denne gang?
Den frie vilje opstår ikke i dette øjeblik.
Jeg husker den.
Jeg kan stadig vælge den gamle reaktion.
Den kan endda være den rigtige.
Men nu kan jeg vælge den, fordi den passer til situationen – ikke kun fordi fortiden valgte den for mig.
Og her begynder rejsen tilbage for alvor.
Ikke ved at bekæmpe det menneske, jeg er blevet.
Men ved at blive nysgerrig på, hvorfor jeg blev det.
Rejsen tilbage begynder
Når jeg begynder at se mine mønstre, kan jeg også begynde at undersøge dem.
Ikke for at bekæmpe dem.
Ikke for at dømme dem.
Men for at forstå dem.
Jeg kan spørge:
Hvornår lærte jeg at reagere sådan?
Hvad beskyttede denne reaktion mig imod?
Hvad hjalp den mig med at bevare?
Hvad var jeg bange for ville ske, hvis jeg gjorde noget andet?
På den måde kan jeg begynde at se mine gamle strategier med andre øjne.
Noget, jeg som voksen oplever som begrænsende, kan engang have været en meget intelligent løsning.
Barnet gjorde brug af de muligheder, det kunne se.
Det lærte af den verden, det befandt sig i.
Det tilpassede sig.
Det fandt måder at bevare kontakt, skabe tryghed, undgå smerte og finde sin plads blandt andre.
Derfor handler rejsen tilbage ikke om at fortælle barnet:
“Du gjorde det forkert.”
Den handler snarere om at kunne sige:
“Nu forstår jeg, hvorfor du gjorde det.”
Jeg skal ikke tilbage i tiden
At vende tilbage til mit indre barn betyder ikke, at jeg skal blive barn igen.
Jeg skal heller ikke forsøge at genskabe en tid før alle mine erfaringer.
Den tid findes ikke længere.
Jeg er voksen nu.
Jeg har erfaringer, barnet ikke havde.
Jeg har muligheder, barnet ikke havde.
Jeg kan forstå sammenhænge, barnet ikke kunne forstå.
Jeg kan sætte grænser, barnet måske ikke kunne sætte.
Jeg kan forlade situationer, barnet måske var nødt til at blive i.
Og jeg kan tage ansvar for mit eget liv på en måde, barnet aldrig skulle have været nødt til.
Rejsen tilbage er derfor ikke en rejse baglæns.
Det er den voksne, der bevæger sig tilbage mod kontakten med barnet.
Jeg møder det, der stadig er der
Under personaerne og de gamle strategier kan der stadig findes følelser, behov, ønsker og sider af mig, som jeg engang lærte at holde tilbage.
Måske lærte jeg, at vrede var forkert.
Måske lærte jeg, at sorg skulle skjules.
Måske lærte jeg, at mine behov fyldte for meget.
Måske lærte jeg, at jeg skulle være stærk.
Måske lærte jeg, at det var sikrere ikke at håbe på for meget.
Når jeg møder mit indre barn, kan disse sider begynde at blive synlige igen.
Ikke nødvendigvis som klare minder.
Nogle gange viser de sig bare som en følelse.
En reaktion.
En længsel.
En frygt.
Et behov.
Eller en stærk modstand mod noget, jeg ikke umiddelbart forstår.
I stedet for straks at forsøge at fjerne det kan jeg blive nysgerrig.
Hvad fortæller det mig?
Den voksne kan blive stående
Der er en vigtig forskel på dengang og nu.
Barnet kunne være afhængigt af, at andre mennesker blev.
Den voksne kan blive hos sig selv.
Hvis nogen afviser mig, kan det stadig gøre ondt.
Hvis nogen forlader mig, kan jeg stadig sørge.
Hvis nogen kritiserer mig, kan gamle følelser stadig blive aktiveret.
At finde tilbage til mit indre barn betyder ikke, at jeg bliver immun over for livet.
Det betyder heller ikke, at gamle reaktioner aldrig kommer igen.
Forskellen er, at jeg ikke længere behøver at forlade mig selv, bare fordi et andet menneske gør det.
Jeg kan mærke barnets reaktion uden at kræve, at barnet skal løse situationen.
Den voksne kan tage over.
Den voksne kan sige:
“Jeg kan mærke, at det her gør ondt.”
“Jeg kan forstå, hvorfor det rammer mig.”
“Men jeg er her stadig.”
Og derefter kan jeg vælge, hvad jeg vil gøre.
Den frie vilje bliver husket
Det er her, den frie vilje får en særlig betydning.
Ikke fordi jeg først nu bliver fri.
Jeg har hele tiden været fri.
Men tidligere kunne et gammelt mønster føles som den eneste mulighed.
Nu kan jeg begynde at se:
Jeg kan mærke noget uden automatisk at handle på det.
Jeg kan have en tanke uden nødvendigvis at tro på den.
Jeg kan blive bange uden at lade frygten træffe alle mine beslutninger.
Jeg kan blive vred uden at lade vreden bestemme min handling.
Jeg kan ønske noget uden at kræve, at verden giver mig det.
Jeg har fri vilje til at forholde mig til mine tanker og følelser og vælge mine handlinger.
Det betyder ikke, at valget altid er let.
Nogle valg kan koste noget.
En relation.
En rolle.
En forestilling om mig selv.
En tryghed, jeg har kendt længe.
Måske endda et liv, jeg har bygget omkring den person, jeg troede, jeg var nødt til at være.
Men prisen på et valg betyder ikke, at valget ikke findes.
Og langsomt kan spørgsmålet derfor ændre sig.
Fra:
“Hvem skal jeg være for at kunne være her?”
til:
“Hvordan ønsker jeg at være her uden at forlade mig selv?”
Det er for mig en afgørende del af rejsen tilbage til mit indre barn.
At stå ved barnets side
At finde tilbage til mit indre barn betyder ikke, at barnet skal bestemme over mit liv.
Barnet har sine følelser.
Sine behov.
Sin nysgerrighed.
Sin glæde.
Sin vrede.
Sin frygt.
Sin sorg.
Sine ønsker.
Alt dette må gerne være der.
Men barnet skal ikke længere stå alene med ansvaret for at navigere i verden.
Det ansvar tilhører den voksne.
Jeg kan lytte uden at adlyde
Hvis mit indre barn bliver bange, kan jeg lytte til frygten.
Jeg behøver ikke ignorere den.
Men jeg behøver heller ikke automatisk gøre det, frygten fortæller mig.
Jeg kan spørge:
Hvad er du bange for?
Hvad minder det her dig om?
Hvad har du brug for lige nu?
Og derefter kan den voksne se på den situation, der faktisk eksisterer her og nu.
Er der virkelig fare?
Er en gammel erfaring blevet aktiveret?
Er der en grænse, jeg skal sætte?
Skal jeg blive?
Skal jeg gå?
Skal jeg sige noget?
Eller skal jeg bare være med følelsen, indtil den falder til ro?
Jeg behøver ikke vælge mellem barnet og den voksne.
Jeg kan lytte til barnet og stadig lade den voksne tage ansvar for handlingen.
Barnet behøver ikke længere beskytte mig alene
Mange af de strategier, jeg udviklede som barn, havde til formål at beskytte mig.
Men barnet havde kun de muligheder, det kunne se dengang.
Den voksne har flere.
Jeg kan sætte ord på det, jeg oplever.
Jeg kan sætte en grænse.
Jeg kan sige nej.
Jeg kan bede om hjælp.
Jeg kan forlade en situation.
Jeg kan vælge, hvem jeg ønsker tæt på mig.
Jeg kan acceptere, at et andet menneske ikke vælger mig.
Og jeg kan overleve, at nogen ikke forstår mig.
Det betyder ikke, at disse ting ikke kan gøre ondt.
Det betyder, at barnet ikke længere behøver at ændre sig selv for enhver pris for at forhindre dem.
Den voksne kan sige:
“Du behøver ikke klare det her alene længere. Jeg er her.”
Jeg kan give barnet noget andet end det, det lærte
Måske lærte barnet:
“Du må ikke være vred.”
Den voksne kan sige:
“Du må gerne være vred. Jeg hjælper dig med at vælge, hvad vi gør med vreden.”
Måske lærte barnet:
“Du må ikke fylde.”
Den voksne kan sige:
“Du må gerne være her.”
Måske lærte barnet:
“Hvis nogen afviser dig, er der noget galt med dig.”
Den voksne kan sige:
“Et andet menneskes valg afgør ikke din værdi.”
Måske lærte barnet:
“Du skal være stærk.”
Den voksne kan sige:
“Du behøver ikke være stærk hele tiden.”
På den måde omskriver jeg ikke fortiden.
Jeg ændrer mit forhold til det, jeg lærte af den.
Barnet og den voksne kan lære hinanden noget
Rejsen går heller ikke kun én vej.
Det er ikke kun den voksne, der har noget at give barnet.
Barnet har noget, den voksne kan have glemt.
Nysgerrigheden.
Legen.
Spontaniteten.
Evnen til at undre sig.
Evnen til at mærke et ønske, før det bliver vurderet som fornuftigt eller ufornuftigt.
Evnen til bare at være til stede.
Den voksne har erfaringen.
Barnet har kontakten til noget mere umiddelbart.
Når de to ikke længere behøver stå i modsætning til hinanden, kan der opstå en anden form for helhed.
Barnet kan mærke.
Den voksne kan forstå.
Barnet kan ønske.
Den voksne kan vurdere mulighederne.
Barnet kan reagere.
Den voksne kan vælge handlingen.
Barnet kan spørge:
“Hvad har jeg lyst til?”
Den voksne kan spørge:
“Hvordan kan jeg tage ansvar for det valg?”
Og mellem de to findes den samme frie vilje, som hele tiden har været der.
Jeg forlader ikke længere mig selv
Måske er noget af det vigtigste på rejsen derfor ikke, at andre mennesker aldrig forlader mig.
Det kan jeg ikke kontrollere.
Jeg kan heller ikke kontrollere, om andre forstår mig, accepterer mig eller ønsker det samme som mig.
Andre mennesker har deres egen frie vilje.
Men jeg kan tage ansvar for mit eget forhold til mig selv.
Jeg kan opdage, når jeg er ved at gøre mig mindre for at blive accepteret.
Når jeg er ved at sige ja, selv om jeg ønsker at sige nej.
Når jeg er ved at tage en gammel persona på, fordi jeg frygter konsekvensen af at vise noget andet.
Og jeg kan spørge:
“Er det virkelig det, jeg vælger?”
Nogle gange vil svaret stadig være ja.
Jeg kan bevidst vælge at tilpasse mig.
Jeg kan vælge at være diplomatisk.
Jeg kan vælge at tie.
Jeg kan vælge at gå på kompromis.
Det gør mig ikke mindre autentisk.
Forskellen er, at tilpasningen ikke længere behøver ske, fordi jeg har glemt, at andre muligheder findes.
Jeg kan vælge den.
Og jeg kan vælge den fra.
At komme hjem
På den måde begynder ordene at komme hjem til mig selv at få en anden betydning.
Hjem er ikke en bestemt følelse.
Det er heller ikke en tilstand, hvor jeg aldrig bliver bange, vred, ked af det eller usikker.
Hjem er ikke perfektion.
Hjem er kontakten.
Kontakten mellem den, jeg var, den jeg har lært at være, og den jeg er nu.
Jeg behøver ikke kassere nogen af dem.
Jeg kan rumme dem.
Mit indre barn behøver ikke længere råbe for at blive hørt.
Mine personaer behøver ikke længere fortælle mig, hvem jeg er.
Og den voksne behøver ikke længere bruge al sin kraft på at holde barnet væk.
De kan eksistere sammen.
Jeg er barnet, der oplevede det.
Jeg er den, der lærte at overleve det.
Og jeg er den voksne, der nu kan vælge, hvordan jeg vil leve med det.
Måske er det ikke et spørgsmål om at finde hjem.
Måske opdager jeg:
Jeg har hele tiden båret hjemmet med mig.
Rejsen fortsætter
At finde kontakten til mit indre barn er ikke afslutningen på rejsen.
På mange måder er det begyndelsen på en ny måde at se mig selv på.
For når jeg begynder at opdage forskellen mellem den, jeg er, og den, jeg har lært at være, bliver mine gamle mønstre også tydeligere.
Jeg kan begynde at se mine personaer.
Mine automatiske reaktioner.
Mine bindinger.
De roller, jeg har taget på mig.
Og måske også det liv, jeg har bygget omkring dem.
Det betyder ikke, at alt skal ændres.
Det betyder, at jeg kan begynde at undersøge det.
Hvad ønsker jeg at beholde?
Hvad tjener mig stadig?
Hvad er jeg vokset fra?
Hvad gør jeg af gammel vane?
Og hvad vælger jeg faktisk selv?
Jeg behøver ikke finde alle svarene på én gang.
Rejsen tilbage handler ikke om at nå frem til en perfekt udgave af mig selv.
Den handler om at blive ved med at være nysgerrig på det, der sker i mig, uden automatisk at lade fortiden bestemme, hvad jeg skal gøre med det.
Min historie følger med.
Mine erfaringer følger med.
Mine personaer kan følge med.
Barnet følger med.
Den voksne følger med.
Men forholdet mellem dem kan forandre sig.
Jeg kan begynde at leve med en anden bevidsthed om noget, der hele tiden har været til stede:
Min frie vilje.
Jeg skal ikke skabe den.
Jeg skal ikke gøre mig fortjent til den.
Og jeg skal ikke have den tilbage.
Jeg skal huske, at den hele tiden har været min.
Næste skridt
På næste del af siden går jeg dybere ind i rejsen tilbage:
Hvordan gamle strategier bliver til mønstre.
Hvordan personaer kan gå fra at beskytte os til at begrænse os.
Hvorfor det kan koste noget at begynde at handle anderledes.
Og hvordan jeg kan møde det, der engang blev skabt for at beskytte mig, uden at være nødt til at lade det styre mit liv.