Fra Narren til Verden – rejsen tilbage til mit indre barn fortalt gennem Tarot
På de foregående sider har jeg forsøgt at beskrive rejsen tilbage til mit indre barn med ord.
Men undervejs begyndte jeg at se den samme fortælling i Tarot.
Ikke som en traditionel fortolkning af kortene.
Og ikke som et forsøg på at bruge Tarot til at forudsige, hvad der kommer til at ske.
Jeg begyndte i stedet at se kortene som billeder på en menneskelig udviklingsrejse.
Fra barnet, der træder ind i verden, til mødet med andre mennesker.
Fra de første erfaringer til tilpasningen.
Fra tilpasningen til personaerne og de automatiske mønstre.
Fra mønstrene til erkendelsen af dem.
Og derfra tilbage mod kontakten med noget, der hele tiden har været til stede:
Mit Selv.
Mit indre barn.
Min frie vilje.
Tarot bliver på den måde ikke et facit.
Kortene bliver et symbolsk sprog, jeg kan bruge til at undersøge rejsen.
En rejse – ikke en facitliste
Den model, jeg beskriver her, er min egen måde at læse kortene sammen på.
Jeg forsøger ikke at erstatte Tarots traditionelle betydninger.
Jeg bruger i stedet kortenes billeder, symboler og udvikling til at stille et spørgsmål:
Hvad sker der, hvis hele Tarot fortæller historien om et menneske, der træder ind i verden, bliver formet af den og senere begynder rejsen tilbage til sig selv?
I denne læsning følger Den Store Arkana og Den Lille Arkana hinanden.
De store kort bliver billeder på de overordnede udviklingstrin.
De små kort viser, hvordan den samme udvikling kommer til udtryk gennem forskellige sider af mennesket.
Og nogle af de store kort overlapper udviklingstrinnene.
For menneskelig udvikling stopper ikke ved en skarp grænse, før det næste begynder.
Vi tager det foregående med os videre.
De fire elementer
Før selve rejsen er det vigtigt at forstå de fire elementer, som følger mennesket hele vejen gennem Tarot.
Jeg læser dem her som fire grundlæggende sider af mennesket:
Sværdene – tanken
Min mentale verden.
Mine tanker, vurderinger, forestillinger og den måde, jeg forsøger at forstå det, jeg oplever.
Bægrene – følelsen
Min følelsesmæssige verden.
Det, jeg mærker, relationen til andre og det, der bevæger sig i mig.
Stavene – viljen
Min drivkraft.
Det, jeg ønsker, min retning, min livskraft og min impuls til at bevæge mig.
Mønterne – den fysiske verden og handlingen
Kroppen.
Det konkrete.
Det materielle.
Det, jeg gør, skaber, holder og møder i den fysiske virkelighed.
De fire elementer er ikke fire mennesker.
De er fire sider af det samme menneske.
Og balance betyder ikke, at alle fire skal fylde lige meget hele tiden.
Nogle situationer kræver mere tanke.
Andre kræver følelse.
Andre kræver vilje.
Og andre kræver konkret handling.
Balance bliver derfor ikke stilstand.
Balance er evnen til at have adgang til alle fire uden at være fanget i én af dem.
Narren – Jeg er her
Narren står alene før Esserne og resten af rejsen.
For mig bliver han billedet på det oprindelige barn.
Han træder ind i verden uden endnu at kende dens regler.
Han ved ikke, hvad andre mennesker kommer til at forvente af ham.
Han ved ikke, hvilke erfaringer han vil gøre sig.
Han har endnu ikke udviklet alle de personaer og strategier, han senere kan få brug for.
Han er ikke færdig.
Han er ikke alvidende.
Han mangler erfaring.
Men han er her.
Jeg er her.
Det er begyndelsen.
Narren skal derfor ikke først finde sit Selv.
Det er allerede til stede.
Han skal ud og møde verden.
Magikeren og Esserne
Det, jeg har at møde verden med
Hos Magikeren møder vi de fire elementer.
Sværdet.
Bægeret.
Staven.
Mønten.
De samme fire elementer bliver til Esserne i Den Lille Arkana.
Jeg læser derfor Esserne som de grundlæggende muligheder, Narren har med sig ud i verden.
Jeg kan tænke.
Jeg kan føle.
Jeg har en vilje.
Jeg eksisterer i en fysisk verden og kan handle i den.
Jeg mestrer endnu ikke disse muligheder.
Barnet har ikke den voksnes erfaring.
Men mulighederne findes allerede.
Det samme gælder den frie vilje.
Den kommer ikke senere på rejsen.
Den er allerede til stede.
Jeg har fri vilje til at forholde mig til mine tanker og følelser og vælge mine handlinger.
Rejsen handler derfor ikke om, hvordan jeg får fri vilje.
Den handler om, hvad der sker med min bevidsthed om den, når jeg begynder at møde verden.
2’erne
Ypperstepræstinden og Kejserinden – jeg opdager forskel
Ved Esserne eksisterede mulighederne.
Ved 2’erne sker der noget nyt.
Jeg opdager forskel.
Noget føles rart, og noget føles ubehageligt.
Noget kommer tæt på, og noget bevæger sig væk.
Noget vil jeg tage imod, og noget vil jeg vende mig fra.
Noget opleves indeni, mens noget møder mig udefra.
Ypperstepræstinden bliver billedet på det indre, modtagende, skjulte og endnu uudtalte.
Kejserinden bliver billedet på det levende, sanselige, kropslige og udfoldende.
Sammen viser de en begyndende differentiering.
Det samme kan ses gennem de fire 2’ere.
Sværdenes 2’er viser tanken mellem forskellige muligheder.
Mønternes 2’er viser flere konkrete forhold, der skal holdes og balanceres.
Bægrenes 2’er viser mødet mellem to.
Stavenes 2’er viser forskellige mulige retninger.
Det betyder endnu ikke nødvendigvis, at barnet klart tænker:
“Dette er mig, og dette er verden.”
Erkendelsen er mere grundlæggende:
“Dette er ikke det samme som dette.”
Og forskellen er vigtig.
For når jeg opdager forskel, kan jeg også begynde at opdage muligheder.
3’erne
Kejserinden → Kejseren og Ypperstepræsten – jeg møder verden
Kejserinden forsvinder ikke, fordi næste udvikling begynder.
Hun følger med.
Det levende og sanselige barn bevæger sig nu ind i mødet med en verden, der allerede eksisterer.
Kejseren bliver billedet på struktur, orden og grænser.
Ypperstepræsten bliver billedet på normer, værdier, traditioner og det, jeg lærer af verden omkring mig.
Jeg opdager:
Der findes andre mennesker.
Der findes regler.
Der findes forventninger.
Der findes grænser.
Og andre mennesker har deres egen vilje.
Jeg kan ønske noget, som verden ikke giver mig.
Jeg kan vise noget, som bliver accepteret.
Og jeg kan vise noget andet, som bliver mødt med modstand.
Det er her, jeg begynder at lære:
Hvordan fungerer den verden, jeg er kommet ind i?
Og samtidig:
Hvordan skal jeg være i den?
Her begynder grundlaget for personaen.
4’erne
Ypperstepræsten → De Elskende og Vognen – jeg vælger
Det, jeg har lært om verden, følger med ind i mine valg.
De Elskende bliver billedet på valget.
Vognen bliver billedet på bevægelsen og evnen til at handle.
Jeg kan sige ja.
Jeg kan sige nej.
Jeg kan åbne.
Jeg kan lukke.
Jeg kan blive.
Jeg kan gå.
Men mine valg eksisterer ikke i et tomrum.
Hvis jeg har lært, at et nej fører til afvisning, kan et ja føles som den eneste mulighed.
Hvis jeg har lært, at sårbarhed er farlig, kan lukkethed føles nødvendig.
Den frie vilje er stadig til stede.
Men mine erfaringer påvirker, hvilke muligheder jeg overhovedet kan få øje på.
Jeg kan være påvirket og stadig have fri vilje.
5’erne
Vognen → Styrke og Eremitten – verden svarer igen
Jeg kan vælge.
Men jeg kan ikke vælge den andens reaktion.
Jeg kan sige nej, og nogen kan blive vrede.
Jeg kan vælge et menneske, som vælger mig fra.
Jeg kan kæmpe og tabe.
Jeg kan blive afvist.
Jeg kan blive holdt udenfor.
Jeg kan stå alene.
Styrke bliver billedet på evnen til at være med det, der bliver aktiveret i mig.
Eremitten bliver billedet på evnen til at stå i mig selv og begynde at søge mine egne svar.
Jeg lærer ikke kun:
“Hvad vil jeg?”
Jeg lærer også:
“Hvad koster det at vise, hvad jeg vil?”
Og nogle muligheder kan efterhånden føles så farlige, at jeg holder op med at betragte dem som muligheder.
6’erne
Eremitten → Skæbnehjulet og Retfærdighed – jeg opdager sammenhænge
Livet bevæger sig.
Jeg kan vinde.
Jeg kan tabe.
Jeg kan give.
Jeg kan modtage.
Jeg kan stå øverst én dag og nederst den næste.
Skæbnehjulet viser bevægelsen.
Retfærdighed viser forholdet mellem handling og konsekvens.
Og Eremittens blik følger med.
Jeg begynder derfor også at kunne se på mig selv.
Hvad er min egen rolle i det, der bliver ved med at ske?
Andre mennesker har fri vilje.
Jeg har fri vilje.
Mine handlinger møder deres handlinger.
Og i mødet opstår konsekvenser.
Langsomt bliver gentagelserne synlige.
7’erne
Retfærdighed → Den Hængte Mand og Døden – jeg ser mit mønster
Jeg har nu levet længe nok til at have udviklet strategier.
Jeg har lært at beskytte mig.
Tilpasse mig.
Kæmpe.
Skjule.
Vente.
Holde fast.
Retfærdigheden gør sammenhængen mellem handling og konsekvens tydelig.
Den Hængte Mand standser bevægelsen.
Jeg kan se situationen fra en anden vinkel.
Det, jeg tidligere oplevede som:
“Sådan er jeg.”
kan begynde at blive:
“Sådan har jeg lært at reagere.”
Det er et afgørende skift.
Personaen bliver synlig som persona.
Strategien bliver synlig som strategi.
Jeg kan forstå:
“Jeg blev sådan af en grund.”
Men nu kan jeg også spørge:
“Har jeg stadig brug for at være sådan?”
Døden bliver derfor ikke nødvendigvis ødelæggelse.
Den bliver muligheden for, at noget, der engang var nødvendigt, ikke længere behøver være det.
8’erne
Døden → Mådehold – jeg integrerer
Døden følger med ind i næste trin.
For det gamle skal ikke nødvendigvis bare smides væk.
Det skal undersøges.
Noget skal beholdes.
Noget skal ændres.
Noget kan få lov til at dø.
Og noget, jeg engang gemte væk, kan få lov til at komme tilbage.
Mådehold bliver billedet på integrationen.
Jeg skal ikke skabe en ny og mere raffineret persona og kalde den mit sande Selv.
Jeg skal heller ikke udslette min historie.
Jeg skal kunne bære den uden at være tvunget til at gentage den.
Det er her, rejsen tilbage bliver tydelig.
9’erne
Djævlen – hvad er jeg stadig bundet af?
At kunne se et mønster betyder ikke nødvendigvis, at jeg er fri af det.
Derfor kommer Djævlen.
Hvad er jeg stadig bange for at miste?
Hvilken anerkendelse tror jeg stadig, jeg behøver?
Hvilke roller tør jeg ikke lægge fra mig?
Hvad skammer jeg mig over?
Hvad begærer jeg?
Hvad kæmper jeg stadig for?
Og måske det vigtigste:
Hvad oplever jeg stadig som: “Jeg kan ikke andet”?
Djævlen bliver mødet med bindingen.
Ikke nødvendigvis fordi kæden ikke kan åbnes.
Men fordi jeg måske stadig tror, at den ikke kan.
Den frie vilje er ikke forsvundet.
Djævlen viser mig de steder, hvor jeg stadig har glemt den.
10’erne
Tårnet – det liv, jeg har bygget
Mine strategier eksisterer ikke kun inde i mig.
Jeg kan have bygget et helt liv omkring dem.
Relationer.
Arbejde.
Status.
Familieroller.
Identitet.
Forventninger.
Når jeg begynder at ændre mig, kan noget af det blive udfordret.
Nogle mennesker kan gøre modstand.
Jeg kan blive afvist.
Jeg kan opleve ensomhed.
Noget kan falde sammen.
Tårnet kan vælte.
Men Tårnet kan også være et aktivt valg.
Jeg kan selv opdage:
“Det her ønsker jeg ikke længere at holde oppe.”
Det betyder ikke, at alt skal rives ned.
Frihed betyder også, at jeg kan vælge at beholde det, der stadig er mit.
Spørgsmålet bliver:
Er det mig, der ønsker dette – eller holder jeg kun fast, fordi jeg er bange for at give slip?
Stjernen og Pagerne
Jeg møder noget oprindeligt igen
Efter Tårnet kommer Stjernen.
Noget er blevet åbnet.
Og Pagerne møder deres elementer med en anden form for nysgerrighed.
Nu kan jeg spørge:
Hvad tænker jeg egentlig?
Hvad føler jeg egentlig?
Hvad ønsker jeg egentlig?
Hvad vil jeg gøre?
Og måske:
“Er det mig, der ønsker det her – eller er det egentlig nogen andre, der har ønsket det for mig?”
Pagerne bliver på den måde ikke et helt nyt menneske.
De bliver mødet med noget, der hele tiden har været der.
Jeg bliver næsten nybegynder igen.
Nybegynder i mødet med mig selv.
Månen og Ridderne
Jeg bevæger mig uden at kende hele vejen
At genfinde kontakten til mig selv betyder ikke, at jeg straks ved, hvor jeg skal hen.
Månen viser det uklare og endnu ubevidste.
Jeg kan ikke se hele vejen.
Men Ridderne bevæger sig.
Jeg prøver.
Jeg handler.
Jeg oplever konsekvenserne.
Jeg lærer.
Den frie vilje kræver ikke, at jeg kan forudsige fremtiden.
Jeg kan vælge en retning uden at vide præcis, hvor den ender.
Jeg kan bevæge mig, selv om jeg ikke kan se hele vejen.
Solen og Dronningerne
Jeg tør være synlig
Det, jeg har genfundet, behøver ikke længere gemmes.
Solen gør det synligt.
Jeg kan stå ved mine tanker.
Mine følelser.
Mine ønsker.
Mine grænser.
Min styrke.
Min sårbarhed.
Jeg behøver ikke hele tiden forme mig efter det, jeg tror, andre har brug for at se.
Men jeg behøver heller ikke gøre oprør mod alt for at bevise, at jeg er fri.
For dét kan også blive en persona.
Friheden ligger i valget.
Jeg kan være synlig uden at forlade mig selv.
Dommedag og Kongerne
Jeg hører mit eget kald
Gennem livet har mange stemmer fortalt mig, hvem jeg burde være.
Familien.
Samfundet.
Autoriteter.
Relationer.
Personaerne.
Frygten.
Dommedag bliver derfor ikke først og fremmest en dom.
Det bliver et kald.
Jeg kan spørge:
Hvilken stemme er min?
Kongerne repræsenterer evnen til at forvalte det, jeg nu har erfaret.
Ikke som barnet, der endnu ikke kender verden.
Men som den voksne, der igen har kontakt til barnet indeni.
Jeg kan høre mit eget kald.
Jeg kan vælge at svare på det.
Og jeg kan tage ansvar for konsekvenserne af mit valg.
Frihed og ansvar mødes.
Verden
De fire elementer mødes igen
Verden står alene.
Og her møder vi igen de fire elementer, som fandtes ved begyndelsen.
Sværdet – tanken.
Bægeret – følelsen.
Staven – viljen.
Mønten – kroppen, handlingen og den fysiske verden.
De er ikke nye.
De har været med hele vejen.
Men mit forhold til dem har ændret sig.
Jeg behøver ikke altid tænke.
Jeg behøver ikke altid følge følelsen.
Jeg behøver ikke altid handle.
Jeg behøver ikke altid holde igen.
Jeg har adgang til dem.
Balance betyder ikke, at alle fire fylder lige meget hele tiden.
Balance er bevægelse.
Jeg kan bruge det, situationen kræver, uden at gøre én enkelt side af mig til hele min identitet.
Barnet og den voksne
Ved Narren stod barnet ved begyndelsen.
Ved Verden står barnet ikke alene.
Den voksne er kommet med.
Barnet kan mærke.
Den voksne kan forstå.
Barnet kan ønske.
Den voksne kan tage ansvar.
Barnet kan være nysgerrigt.
Den voksne kan beskytte.
Jeg behøver ikke vælge mellem dem.
De er begge mig.
Og måske er det netop derfor, rejsen fra Narren til Verden ikke er en lige linje.
Den er en cirkel.
Jeg vender tilbage til noget, der var til stede ved begyndelsen.
Men jeg vender ikke tilbage som den samme.
Jeg kommer med erfaringen.
Fra Narren til Verden
Narren havde friheden uden erfaringen.
Verden har erfaringen uden at behøve at opgive friheden.
Mellem dem ligger hele rejsen.
Jeg møder verden.
Jeg lærer dens regler.
Jeg opdager konsekvenser.
Jeg tilpasser mig.
Jeg udvikler personaer.
Jeg lærer at overleve.
Jeg kan glemme, at andre muligheder eksisterer.
Jeg opdager mine mønstre.
Jeg møder mine bindinger.
Jeg ser mine konstruktioner.
Jeg kan vælge at beholde noget.
Jeg kan vælge at give slip på noget andet.
Og langsomt vender jeg tilbage til noget, der aldrig egentlig forsvandt.
Ikke som barnet, jeg engang var.
Men som et voksent menneske, der kan stå ved barnets side.
Derfor går rejsen ikke:
fra ufri til fri.
Den går:
fra oprindelig frihed,
gennem tilpasning og glemsel,
til bevidst frihed.
Jeg får ikke min frie vilje tilbage.
Jeg opdager, at jeg aldrig mistede den.
Jeg skal ikke blive mig selv.
Jeg skal huske, at jeg hele tiden har været her.