En personlig refleksion over uvidenhed, selvindsigt og de paralleller, jeg ser mellem fortællingen, mig selv og verden omkring mig.
Jeg kan møde en fortælling, som får mig til at se mit eget liv fra en anden vinkel.
Sådan har jeg det med fortællingen om Sofia og Demiurge.
Ligesom jeg på Tarotrejsen bruger billederne til at undersøge min egen udvikling, bliver denne fortælling en anden indgang til de spørgsmål, jeg vender tilbage til. Hvad har jeg lært at være? Hvad forsvarer jeg? Og hvad har jeg endnu ikke forstået i mig selv? [1]
Jeg bliver især optaget af forholdet mellem visdom og uvidenhed.
Men det, der også optager mig, er, hvor meget fortællingen minder mig om den verden, jeg oplever omkring mig. Ikke kun om mit eget indre liv, men om forholdet mellem mennesker, viden og autoritet.
For måske er uvidenheden ikke kun noget, jeg kan få øje på uden for mig selv.
Måske kan den også tale gennem mig, netop når jeg er mest sikker på, at jeg har gennemskuet den.
Sofia og det, der bliver skabt i uvidenhed
Jeg tager udgangspunkt i den gnostiske fortælling, som findes i Johannes’ hemmelige bog.
Her frembringer Sofia på egen hånd et væsen, der kaldes Yaldabaoth – den skabende hersker, jeg her omtaler som Demiurge. Hun ser, at hendes skabning ikke er, som hun havde forestillet sig, og skjuler ham. Han bærer kraft fra hende, men kender ikke fuldt ud sin oprindelse. Han skaber sine egne magter og hævder, at han er den eneste Gud. [2]
Det er især den uvidenhed, jeg hæfter mig ved.
I min læsning bliver Demiurge et billede på en bevidsthed, som tager sin egen begrænsede forståelse for hele virkeligheden.
Han ved ikke, hvad han ikke ved.
Og netop derfor kan han være så sikker.
Det får mig til at spørge, hvor jeg selv gør noget lignende.
Hvornår forveksler jeg det, jeg kan se, med alt det, der findes?
Hvornår bliver min forklaring så fast, at jeg ikke længere giver plads til det, jeg endnu ikke har forstået?
Det, der stadig findes under glemslen
Senere i fortællingen bliver kraften fra Sofia ført gennem Demiurge ind i mennesket. Mennesket bliver levende og bærer noget, som dets skabere ikke fuldt ud forstår eller kan kontrollere. Fortællingen forbinder denne indre kraft med muligheden for at vågne af glemslen og erkende sin oprindelse. [2]
Jeg forestiller mig det som et lys, der er blevet spredt, men ikke udslettet.
Som fragmenter, der søger hjem.
Det er sådan, jeg forbinder fortællingen med min egen rejse.
Jeg kan have mistet kontakten med sider af mig selv. Jeg kan have lært at skjule dem, tilpasse dem eller gøre dem forkerte.
Men måske er de ikke forsvundet.
Måske står jeg stadig og forsvarer en forestilling om, hvem jeg skal være, mens noget i mig forsøger at blive genkendt.
For mig bliver rejsen derfor ikke kun et spørgsmål om at få mere viden.
Den bliver også et spørgsmål om, hvorvidt jeg tør møde det, min viden gør synligt.
Det, jeg genkender i verden
Når jeg ser ud i verden, bliver jeg optaget af, om det samme mønster kan gentage sig i større skala.
Jeg tænker på en arbejdsplads, en familie eller et samfund, hvor en bestemt forståelse er blevet så selvfølgelig, at den ikke længere bliver undersøgt.
Hvem får lov at definere, hvad der er rigtigt?
Hvad sker der, når en erfaring ikke passer ind i den forklaring, der allerede findes?
Og kan en autoritet indrømme, at den ikke ved alt, uden at opleve det som et tab af sin berettigelse?
Her bliver Demiurge for mig et billede på noget mere end et enkelt menneske. Jeg ser et billede på den sikkerhed, der kan opstå, når en begrænset forståelse får lov at stå som hele sandheden.
Det er en parallel, jeg undersøger – ikke et bevis på, at bestemte mennesker eller institutioner er figurerne fra fortællingen.
Jeg vil heller ikke bruge den til at placere mig selv uden for verden og dømme den. Jeg er selv en del af de relationer og fællesskaber, jeg forsøger at forstå.
Jeg kan også være med til at fastholde noget, blot fordi det er velkendt.
Derfor hænger min indre undersøgelse sammen med den måde, jeg deltager i verden på. Det er også den forbindelse, jeg vender tilbage til i Bevidsthedens omprogrammering: fra individet til samfundet og relationen mellem mennesker. [3]
Fra ydre autoritet til egen undersøgelse
Jeg bliver optaget af, hvad der sker, når jeg ikke længere behøver at lade én ydre autoritet være mit eneste sted at søge svar.
Når jeg kan stille spørgsmål, sammenholde forklaringer og opsøge viden, får jeg mulighed for at forholde mig mere selvstændigt til det, jeg bliver fortalt.
Men adgang til viden er ikke det samme som visdom.
Jeg kan samle mange oplysninger og stadig bruge dem til at forsvare det, jeg allerede tror.
Derfor forbinder jeg ikke min indre autoritet med, at jeg altid har ret. Jeg forbinder den med ansvaret for selv at undersøge, hvad jeg bygger mine valg på.
En ydre autoritet kan kræve min lydighed. Den kan ikke gøre min forståelse for mig.
I mit eget symbolske sprog kan Sofia minde mig om den mulighed for erkendelse. Også når ny viden kommer gennem andre mennesker, en bog eller et redskab som AI.
Når jeg forbinder AI med Sofia, er det i denne refleksion som et billede på adgang til viden – ikke som et ufejlbarligt facit. Parallellen handler om den mulighed, jeg ser: at hjælp til at undersøge noget kan åbne det, som før virkede lukket.
For mig ligger bevægelsen ikke i at udskifte én ufejlbarlig autoritet med en anden. Den ligger i at blive mere ansvarlig i min egen undersøgelse.
Når min forståelse bliver sin egen autoritet
Jeg kan lære ord som projektion, forsvar og selvindsigt.
Jeg kan blive bedre til at beskrive det, der foregår mellem mennesker.
Men jeg kan også bruge de ord til at holde mig selv uden for undersøgelsen.
Jeg kan sige:
»Det er din projektion.«
Og måske oplever jeg faktisk, at noget bliver lagt over på mig, som ikke hører til hos mig.
Men ordene fortæller ikke i sig selv, om jeg har forstået situationen. De fortæller heller ikke, om jeg har undersøgt min egen reaktion.
Hvis min forklaring ikke længere må udfordres, kan den blive en autoritet, der kun lytter til sig selv.
Her genkender jeg noget af det, jeg allerede undersøger i Bevidsthedens omprogrammering: Jeg ønsker ikke at gøre egoet til en fjende, men jeg ønsker heller ikke, at det automatisk skal bestemme. Det må gerne bidrage uden at have det sidste ord. [3]
Sådan vil jeg også forsøge at møde min egen forståelse.
Jeg må gerne have en forklaring.
Jeg vil bare ikke glemme, at den kan være ufuldstændig.
»Det er i hvert fald ikke mig«
Når jeg bliver beskyldt for noget, kan jeg få lyst til at afvise det med det samme.
»Det er ikke mig.«
»Sådan kunne jeg aldrig være.«
Men de to sætninger er ikke helt det samme.
Den første kan handle om, hvad jeg faktisk har gjort i en bestemt situation.
Den anden kan handle om, hvilke sider jeg overhovedet tillader at findes i mit billede af mig selv.
Jeg kan også ønske at få ret. Jeg kan også gå i forsvar. Jeg kan også få lyst til at kontrollere noget, når jeg bliver utryg.
Hvis jeg har dømt de sider hårdt nok, kan det være svært bare at vedkende mig muligheden for dem.
Så handler mit forsvar måske ikke længere kun om en urigtig beskyldning.
Det handler også om at bevare et billede af mig selv, hvor den slags ikke må findes.
Det betyder ikke, at enhver stærk reaktion afslører en skjult sandhed i beskyldningen. Jeg kan også blive vred, fordi noget er uretfærdigt, eller fordi min grænse bliver overskredet.
Men jeg vil gerne kunne undersøge forskellen.
Når uvidenheden kæmper med sig selv
Jeg forestiller mig, at jeg står over for et andet menneske.
Jeg oplever en beskyldning, afviser den og sender den tilbage.
»Det er ikke mig. Det er dig.«
Hvis den anden gør det samme, kan vi ende med at kæmpe om at placere noget hos hinanden, som ingen af os vil kendes ved.
Måske er det noget, jeg også selv kunne finde på under andre omstændigheder.
Måske har jeg allerede gjort det uden at opdage det.
Hvis jeg kun bliver optaget af den andens manglende selvindsigt, kan min egen deltagelse forsvinde ud af mit synsfelt.
Så bliver det for mig et billede på uvidenheden, der kæmper med sig selv.
Jeg står ikke nødvendigvis uden for mønstret, bare fordi jeg kan sætte navn på det.
Jeg kan være midt i det.
Derfor kan jeg heller ikke bruge fortællingen til at gøre mig selv til Sofia og et andet menneske til Demiurge.
Så ville jeg blot have fundet nye navne til en gammel opdeling.
Det interessante spørgsmål bliver i stedet:
Hvor i mig findes den sikkerhed, som endnu ikke kender sin egen begrænsning?
Og kan jeg møde den uden straks at gøre den forkert?
At rumme er ikke at give efter
For mig handler integration om at kunne vedkende mig en side uden at lade den styre mine handlinger.
Jeg kan mærke et behov for kontrol uden at give mig selv ret til at kontrollere et andet menneske.
Jeg kan blive vred uden at bruge vreden som en undskyldning for at skade.
Jeg kan opdage, at jeg gik i forsvar, og tage ansvar for det, jeg fik sagt.
Men jeg behøver ikke tage ansvar for noget, jeg ikke har gjort.
At jeg er i stand til noget, betyder ikke, at jeg har gjort det i den konkrete situation.
Jeg må gerne sige fra.
Jeg må gerne gå.
Jeg behøver ikke blive i en samtale for at bevise, at jeg er rummelig eller har tilstrækkelig selvindsigt.
Det er den samme grænse, jeg vender tilbage til i Kærligheden til det indre barn er drivkraften: Min forståelse for et andet menneske må ikke kræve, at jeg forlader mig selv. [4]
Jeg kan stå ved min grænse uden samtidig at påstå, at jeg er fri for menneskelige svagheder.
Et spejl i hverdagen
Jeg tænker også på det, når jeg bruger AI som hjælp på arbejdet.
Jeg har mødt indvendingen:
»Den kan jo tage fejl.«
Min tanke er:
»Det kan jeg også.«
Jeg søger ikke hjælp, fordi jeg ønsker at slippe for at tænke. Jeg søger hjælp, fordi jeg gerne vil undersøge noget, som jeg ikke nødvendigvis kan overskue alene.
Men det stiller også et spørgsmål tilbage til mig.
Vil jeg faktisk udfordres?
Eller bliver jeg kun tilfreds, når svaret bekræfter det, jeg allerede mener?
For mig bliver spejlet derfor ikke et bevis på, at jeg ved mere end den, der er skeptisk.
Det bliver en anledning til at undersøge mit eget forhold til at tage fejl.
Jeg vil gerne kunne bruge hjælp uden at gøre den til en ufejlbarlig autoritet.
Og jeg vil gerne kunne stole på min egen dømmekraft uden at gøre den ufejlbarlig.
Jeg skal heller ikke dømme min uvidenhed
Når jeg opdager et mønster i mig selv, kan jeg hurtigt gøre erkendelsen til endnu en anklage.
Nu burde jeg vide bedre.
Nu burde jeg være kommet længere.
Nu gjorde jeg det igen.
Men hvis jeg møder min manglende selvindsigt med fordømmelse, bliver det svært at være ærlig om den.
Så skal jeg både skjule det, jeg endnu ikke forstår, og skamme mig over, at jeg ikke forstår det.
Det er ikke sådan, jeg ønsker at møde mit indre barn.
Jeg vil kunne sige:
»Der er noget her, jeg endnu ikke har lært at rumme.«
Og derefter blive nysgerrig.
Hvad blev jeg ramt af?
Hvad forsøgte jeg at beskytte?
Hvad havde jeg brug for?
Jeg kan tage ansvar for min reaktion uden at gøre min menneskelighed til en fejl.
Rejsen tilbage
Når jeg vender tilbage til fortællingen om Sofia og Demiurge, ser jeg derfor ikke kun en modsætning mellem visdom og uvidenhed.
Jeg ser et spørgsmål til mit eget liv – og til den måde, jeg er en del af verden på.
Kan jeg opdage min uvidenhed uden at hade mig selv for den?
Kan jeg lade ny forståelse ændre mit selvbillede, selv når det er ubehageligt?
Og kan jeg genkende noget menneskeligt hos den anden uden at opgive min egen grænse?
Jeg behøver ikke vinde enhver diskussion for at lære noget.
Nogle gange begynder erkendelsen først bagefter, når jeg ikke længere har travlt med at forsvare mig.
Måske er det dér, jeg begynder at samle noget af det, jeg tidligere har skilt fra.
Jeg behøver ikke gøre mig selv ren for alt det, jeg reagerer på.
Jeg behøver at lære mig selv bedre at kende.
For mig begynder uvidenheden at miste sit greb, når jeg ikke længere behøver at skjule, at den også findes i mig.
Fortællingen her er en personlig refleksion. Parallellerne til mit eget liv og til samfundet er fortolkninger, ikke dokumentation for fortællingens kosmologi.