At opdage mit indre barn er én ting.
At begynde at leve ud fra den erkendelse er noget andet.
For mellem det barn, jeg engang var, og den voksne, jeg er i dag, ligger et helt liv af erfaringer.
Jeg har lært at tilpasse mig.
Jeg har udviklet personaer.
Jeg har skabt strategier, der kunne beskytte mig.
Jeg har dannet relationer, truffet valg og måske bygget dele af mit liv omkring den person, jeg lærte at være.
Rejsen tilbage handler derfor ikke bare om at forstå min fortid.
Den handler om at opdage, hvad fra fortiden der stadig styrer min nutid.
Ikke for at fjerne det hele.
Ikke for at blive en anden.
Men for at kunne skelne mellem det, jeg stadig vælger, og det, jeg blot bliver ved med at gentage.
For min frie vilje har hele tiden været til stede.
Spørgsmålet er ikke, hvordan jeg bliver fri.
Spørgsmålet er:
Hvor i mit liv har jeg glemt, at jeg allerede er det?
Det, der engang beskyttede mig
Når jeg ser tilbage på mine gamle mønstre, er det let at betragte dem som noget, jeg burde have gjort anderledes.
Men det overser noget vigtigt.
De opstod ikke uden grund.
Det, der begrænser mig i dag, kan engang have beskyttet mig.
Jeg kan have lært at være stille, fordi det skabte ro.
Jeg kan have lært at være stærk, fordi der ikke var plads til min sårbarhed.
Jeg kan have lært at tage ansvar for andre, fordi det gav mig en følelse af kontrol.
Jeg kan have lært at tilpasse mig, fordi tilhørsforhold var vigtigere end at stå fast på mig selv.
Jeg kan have lært at kæmpe, fordi jeg oplevede, at ingen andre gjorde det for mig.
Eller jeg kan have lært at trække mig, fordi afstand føltes sikrere end nærhed.
Strategierne kan være meget forskellige.
Men fælles for dem er, at de på et tidspunkt gav mening.
Problemet er ikke strategien
En gammel strategi bliver ikke et problem, bare fordi den eksisterer.
Jeg kan stadig have brug for at være stærk.
Jeg kan stadig have brug for at trække mig.
Jeg kan stadig have brug for at tilpasse mig.
Jeg kan stadig have brug for at kæmpe.
Det afgørende er, om jeg vælger strategien, eller om den bliver aktiveret automatisk, fordi noget i nutiden minder mig om noget fra fortiden.
Der er forskel på:
“Jeg vælger at gå.”
og:
“Jeg flygter, fordi noget i mig fortæller mig, at jeg skal væk.”
Der er forskel på:
“Jeg vælger at stå fast.”
og:
“Jeg er nødt til at vinde.”
Og der er forskel på:
“Jeg vælger at hjælpe.”
og:
“Jeg føler, at jeg kun har værdi, når andre har brug for mig.”
Handlingen kan udefra se næsten ens ud.
Forskellen ligger i, hvor den kommer fra.
Når nutiden vækker fortiden
Et gammelt mønster behøver ikke blive aktiveret af en situation, der er identisk med den oprindelige.
Nogle gange skal der meget lidt til.
Et blik.
En tone.
En tavshed.
En kritik.
En afvisning.
En bestemt måde at blive talt til på.
Noget i situationen føles bekendt, og kroppen, tankerne eller følelserne reagerer.
Før jeg når at undersøge, hvad der faktisk sker, kan den gamle reaktion allerede være på vej.
Det betyder ikke nødvendigvis, at min reaktion er forkert.
Det betyder, at den er værd at undersøge.
Jeg kan spørge:
Hvad sker der faktisk lige nu?
Hvad bliver vækket i mig?
Reagerer jeg kun på det menneske, der står foran mig – eller reagerer jeg også på noget, jeg har oplevet før?
Det spørgsmål kan skabe et lille mellemrum mellem påvirkningen og min handling.
Og det mellemrum er vigtigt.
Jeg behøver ikke bekæmpe reaktionen
Rejsen tilbage handler derfor ikke om at blive et menneske, der aldrig bliver trigget, bange, vred, ked af det eller usikker.
Hvis jeg gør dét til målet, kan selv arbejdet med mig selv blive endnu en persona:
“Nu skal jeg være den, der altid har styr på mig selv.”
Det er ikke frihed.
Jeg må gerne reagere.
Jeg må gerne blive påvirket.
Jeg må gerne opdage den gamle strategi midt i, at jeg allerede er begyndt at bruge den.
Bevidsthed behøver ikke betyde perfektion.
Den kan begynde meget mere enkelt:
“Jeg kan se, hvad der sker i mig.”
Og når jeg kan se det, kan jeg begynde at forholde mig til det.
Måske vælger jeg præcis den samme handling, som jeg altid har gjort.
Måske vælger jeg noget andet.
Men forskellen er, at jeg begynder at være til stede i mit eget valg.
Fra nødvendighed til mulighed
Som barn kunne nogle strategier opleves som nødvendige.
Som voksen kan jeg undersøge, om de stadig er det.
Det, jeg engang tænkte:
“Jeg er nødt til.”
kan blive til:
“Jeg kan.”
Og når jeg opdager, at jeg kan, opstår også muligheden for:
“Jeg kan lade være.”
Det er ikke strategien, jeg skal befri mig fra.
Det er forestillingen om, at jeg ikke har noget valg.
For når først jeg bliver bevidst om et mønster, kan jeg ikke på samme måde gøre det helt ubevidst igen.
Jeg kan stadig følge mønstret.
Jeg kan stadig falde tilbage i det.
Men et sted i mig ved jeg nu:
“Jeg har set det.”
Og netop dér begynder noget at forandre sig.
Når andre kender mine mønstre
Mine reaktionsmønstre eksisterer ikke kun inde i mig.
Andre mennesker kan også lære dem at kende.
De mennesker, jeg lever tæt sammen med, lærer naturligt, hvordan jeg reagerer.
De ved måske, hvad der gør mig glad.
Hvad der gør mig ked af det.
Hvad der får mig til at trække mig.
Hvad der gør mig vred.
Og hvad der får mig til at give efter.
Det er i sig selv ikke manipulation.
Det er en naturlig del af at kende et andet menneske.
Men denne viden kan også bruges til at påvirke mig.
Et menneske med mindre gode hensigter kan afprøve mine reaktioner og opdage, hvilke knapper der skal trykkes på for at fremkalde en bestemt adfærd.
Hvis skyld får mig til at give efter, kan skyld bruges.
Hvis frygten for afvisning får mig til at blive, kan afvisning bruges.
Hvis vrede får mig til at forsvare mig, kan provokation bruges.
Hvis mit behov for at forklare mig får mig til at blive i samtalen, kan misforståelser bruges.
Det betyder ikke, at enhver påvirkning er manipulation.
Vi påvirker hinanden hele tiden.
Det afgørende bliver hensigten og måden, påvirkningen bruges på.
Når jeg kender mit eget mønster
Jo bedre jeg lærer mine egne reaktioner at kende, desto lettere bliver det at opdage, når nogen forsøger at aktivere dem.
Jeg kan mærke impulsen til at reagere.
Men jeg behøver ikke nødvendigvis følge den.
Hvis nogen forventer, at vrede får mig til at gå til angreb, kan jeg vælge ikke at angribe.
Hvis nogen forventer, at skyld får mig til at give efter, kan jeg vælge at stå fast.
Hvis nogen forventer, at tavshed får mig til at jagte dem, kan jeg vælge at lade tavsheden være deres.
Det betyder ikke, at jeg skal begynde at spille et spil.
Tværtimod.
Jeg behøver ikke finde den modsatte reaktion.
For hvis andre stadig kan bestemme min handling ved blot at få mig til at gøre det modsatte af det, de forventer, er jeg stadig styret af dem.
Friheden ligger et andet sted.
Jeg kan spørge:
Hvad ønsker jeg selv at gøre i denne situation?
Det er forskellen mellem reaktion og valg.
Jeg behøver ikke være forudsigelig
Når mine gamle mønstre bliver bevidste, kan jeg begynde at reagere forskelligt i situationer, der tidligere udløste den samme reaktion.
Det kan virke forvirrende for mennesker omkring mig.
Måske endda intimiderende for nogle.
Ikke fordi jeg forsøger at være intimiderende.
Men fordi jeg ikke længere nødvendigvis følger det reaktionsmønster, de kender.
Den person, der altid gav efter, siger måske nej.
Den person, der altid forsvarede sig, vælger måske ikke at forklare sig.
Den person, der altid kæmpede, vælger måske at gå.
Den person, der altid gik, vælger måske denne gang at blive stående.
Jeg bliver vanskeligere at styre gennem mine gamle automatiske reaktioner.
Ikke fordi jeg er blevet følelseskold eller uforudsigelig for uforudsigelighedens skyld.
Men fordi situationen får lov til at være ny.
Jeg behøver ikke give gårsdagens svar på det, der sker i dag.
Frihed har konsekvenser
At opdage min frie vilje betyder ikke, at alle mine valg bliver lette.
Tværtimod.
Nogle gange var der en grund til, at jeg tilpassede mig.
Tilpasningen kunne have sikret mig accept.
Tilhørsforhold.
Tryghed.
Relationer.
Status.
Arbejde.
Fred.
Når jeg begynder at handle anderledes, kan omgivelserne reagere.
Jeg kan blive gjort grin med.
Jeg kan blive hånet.
Jeg kan blive modarbejdet.
Jeg kan blive holdt udenfor.
Jeg kan blive afvist.
Og jeg kan opleve ensomhed.
Det kan være fristende at tolke modstanden som et tegn på, at jeg gør noget forkert.
Men modstand fortæller ikke nødvendigvis, om mit valg er rigtigt eller forkert.
Den fortæller, at noget har ændret sig.
Mennesker, der kendte mig i én bestemt rolle, skal nu forholde sig til, at jeg ikke nødvendigvis spiller den rolle længere.
Nogle relationer kan tilpasse sig.
Andre kan ikke.
De rette mennesker
Når jeg ikke længere forsøger at være det menneske, jeg tror, alle andre ønsker, bliver det også tydeligere, hvem der faktisk ønsker at være sammen med mig.
Det kan i begyndelsen skabe afstand.
Men afstand er ikke altid et tab.
Nogle relationer eksisterede måske kun, så længe jeg udfyldte en bestemt funktion.
Andre relationer kan blive stærkere, fordi jeg bliver tydeligere.
Og nye mennesker kan møde mig på et mere ærligt grundlag.
Det betyder ikke, at der findes en bestemt gruppe perfekte mennesker, som automatisk dukker op, så snart jeg bliver mere bevidst.
Men sandsynligheden for at skabe relationer, hvor jeg kan være mere hel, ændrer sig, når jeg selv møder verden mere åbent som den, jeg er.
Jeg holder gradvist op med at spørge:
“Hvordan skal jeg være, for at du vælger mig?”
Og begynder i stedet også at spørge:
“Kan vi vælge hinanden, som de mennesker vi faktisk er?”
Når mit gamle liv ikke længere passer
På et tidspunkt kan erkendelsen række længere end enkelte reaktioner.
Jeg kan opdage, at mine gamle strategier ikke kun har formet min adfærd.
De kan have været med til at forme mit liv.
Måske valgte jeg arbejde ud fra et behov for anerkendelse.
Måske blev jeg i relationer af frygt for ensomhed.
Måske byggede jeg min identitet omkring at være den stærke, den ansvarlige, den hjælpsomme eller den dygtige.
Måske opnåede jeg ting, jeg troede, jeg ønskede, fordi jeg aldrig havde spurgt:
“Er det egentlig mig, der ønsker det her?”
Når det spørgsmål først bliver bevidst, er det svært helt at gøre det ubevidst igen.
Jeg kan vælge at beholde præcis det liv, jeg allerede har.
Men nu kan jeg undersøge det.
Er dette stadig mit valg?
Jeg må også kunne vælte mit eget tårn
Nogle gange kan det, jeg opdager, integreres stille og roligt.
Andre gange kan erkendelsen kræve større forandringer.
Jeg kan opdage, at noget i mit liv kun kan fortsætte, hvis jeg bliver ved med at være den person, jeg ikke længere ønsker at være.
Så står jeg over for et vanskeligt valg.
Jeg kan forsøge at holde konstruktionen oppe.
Eller jeg kan lade den falde.
Nogle gange kan jeg endda selv vælge at vælte den.
Det kan være en relation.
En rolle.
En forestilling om mig selv.
En måde at leve på.
Eller noget helt andet.
Det betyder ikke, at jeg skal rive mit liv ned for at bevise, at jeg er fri.
Det ville blot være endnu en regel.
Friheden ligger også i retten til at beholde det, der stadig giver mening.
Spørgsmålet er:
Holder jeg fast, fordi jeg vælger det – eller fordi jeg er bange for, hvad der sker, hvis jeg giver slip?
Jeg behøver ikke smide fortiden væk
Rejsen tilbage handler ikke om at begynde forfra som et blankt menneske.
Jeg ville heller ikke være den, jeg er, uden det, jeg har oplevet.
Mine strategier har lært mig noget.
Mine personaer har givet mig færdigheder.
Mine fejl har givet mig erfaring.
Mine relationer har vist mig sider af mig selv.
Mine tab har forandret mig.
Selv det, jeg ikke længere har brug for, kan have haft betydning.
Derfor behøver integration ikke betyde, at noget skal udslettes.
Jeg kan tage det med mig uden fortsat at være bundet af det.
Personaen kan blive i klædeskabet.
Jeg behøver bare ikke have den samme på hver dag.
Fra automatisk reaktion til bevidst handling
Jo mere jeg bliver bevidst om mine mønstre, desto mere kan der opstå et mellemrum.
Noget sker.
Jeg reagerer indeni.
Jeg mærker følelsen.
Jeg hører tankerne.
Jeg genkender måske den gamle impuls.
Men før handlingen kan jeg spørge:
Hvad vil jeg gøre med det?
Det lille mellemrum kan være afgørende.
For jeg bestemmer ikke nødvendigvis den første tanke, der dukker op.
Jeg bestemmer heller ikke nødvendigvis den første følelse, der rammer mig.
Jeg kan ikke bestemme, hvad et andet menneske gør.
Og jeg kan ikke kontrollere alle konsekvenserne.
Men jeg kan forholde mig til det, der sker i mig.
Og jeg kan vælge min handling.
Jeg har fri vilje til at tænke, føle og handle.
Men fri vilje betyder ikke, at tanker og følelser adlyder mig.
Det betyder, at de er en del af det, jeg kan forholde mig til, når jeg vælger, hvordan jeg vil møde verden.
Friheden var der hele tiden
På den måde bliver rejsen tilbage paradoksal.
Jeg rejser efter noget, jeg aldrig egentlig mistede.
Som barn havde jeg fri vilje.
Da jeg udviklede mine personaer, havde jeg fri vilje.
Da mine strategier blev automatiske, havde jeg fri vilje.
Da jeg glemte, at jeg havde et valg, havde jeg stadig fri vilje.
Det, der ændrer sig, er min bevidsthed.
Før kunne jeg sige:
“Sådan er jeg.”
Senere:
“Sådan har jeg lært at være.”
Og til sidst:
“Sådan kan jeg være – men jeg kan også vælge noget andet.”
Det er ikke friheden, der bliver større.
Det er min bevidsthed om den.
Jeg bliver ikke et færdigt menneske
Der findes ikke nødvendigvis et tidspunkt, hvor alle mine mønstre er gennemskuet.
Jeg kan opdage nye sider af mig selv resten af livet.
Gamle reaktioner kan dukke op igen.
En persona, jeg troede, jeg havde gennemskuet, kan pludselig stå foran mig i en ny form.
Det er ikke nødvendigvis et tilbageskridt.
Det er endnu en mulighed for at se.
For målet er ikke at blive et menneske uden påvirkning.
Det er heller ikke at blive et menneske uden personaer, frygt, vrede, sorg eller tvivl.
Målet er ikke perfektion.
For mig handler rejsen mere om at kunne være til stede i det, der sker, uden straks at forveksle det med hele sandheden om, hvem jeg er.
Jeg kan tænke:
“Jeg er bange.”
uden at konkludere:
“Derfor kan jeg ikke.”
Jeg kan mærke:
“Jeg ønsker det.”
uden at konkludere:
“Derfor skal jeg have det.”
Jeg kan opleve:
“Jeg blev afvist.”
uden at konkludere:
“Derfor er jeg forkert.”
Jeg kan se følelsen.
Jeg kan høre tanken.
Jeg kan forstå historien bag den.
Og stadig vælge.
At komme tilbage til mig selv
Rejsen tilbage fører mig derfor ikke tilbage til begyndelsen på den måde, at jeg bliver barnet igen.
Jeg kommer tilbage med noget, barnet ikke havde.
Erfaring.
Forståelse.
Sprog.
Grænser.
Ansvar.
Og en større bevidsthed om konsekvenserne af mine valg.
Men barnet bringer også noget med sig, som den voksne kan have glemt.
Nysgerrigheden.
Spontaniteten.
Følelserne.
Ønskerne.
Evnen til at møde noget uden allerede at kende svaret.
Den voksne og barnet behøver derfor ikke stå over for hinanden.
De kan følges.
Barnet kan mærke.
Den voksne kan beskytte.
Barnet kan ønske.
Den voksne kan tage ansvar.
Barnet kan undre sig.
Den voksne kan undersøge.
Og begge kan være en del af det samme menneske.
Jeg har hele tiden været her
Måske er det derfor misvisende at sige, at jeg skal finde mig selv.
For hvem skulle finde hvem?
Jeg har været her hele tiden.
Under personaerne.
Under mønstrene.
Under forventningerne.
Under frygten.
Under alt det, jeg lærte at være.
Intet af det behøver være falsk.
Det er også mig.
Men det er ikke nødvendigvis hele mig.
Rejsen tilbage handler derfor ikke om at grave ned til én perfekt og uforanderlig kerne og derefter leve på præcis samme måde resten af livet.
Den handler om at kunne bevæge mig uden hele tiden at miste kontakten med mig selv.
Jeg kan ændre mig.
Jeg kan lære.
Jeg kan tage nye personaer på.
Jeg kan lægge gamle fra mig.
Jeg kan træffe et valg og senere vælge anderledes.
Jeg kan være i bevægelse og stadig være mig.
Fra glemt frihed til bevidst frihed
Jeg begyndte ikke livet uden fri vilje og fik den senere.
Den har været til stede gennem hele rejsen.
Men jeg kunne lære at leve, som om bestemte muligheder ikke fandtes.
Jeg kunne lære:
“Jeg skal.”
“Jeg må ikke.”
“Jeg kan ikke.”
“Sådan er jeg.”
Rejsen tilbage åbner spørgsmålene igen.
Skal jeg?
Må jeg virkelig ikke?
Kan jeg faktisk ikke?
Er det virkelig hele den, jeg er?
Nogle gange bliver svaret det samme som før.
Men nu er spørgsmålet blevet stillet.
Og når spørgsmålet først er blevet bevidst, kan jeg ikke helt vende tilbage til tiden før, jeg stillede det.
Jeg ved nu, at der findes et valg.
Og det er måske den mest grundlæggende frihed af alle:
Ikke at være fri for påvirkning, fortid eller konsekvenser – men at kunne møde dem bevidst og vælge, hvordan jeg vil handle.
Rejsen fortsætter
Jeg har brugt ord til at beskrive denne rejse.
Men nogle gange kan billeder vise noget, som ordene har svært ved at rumme.
Det var blandt andet her, Tarot begyndte at få en særlig betydning for mig.
Ikke som et facit.
Ikke som noget, der skal fortælle mig, hvad jeg skal gøre.
Men som et symbolsk sprog.
I kortene begyndte jeg at se en rejse.
Et menneske træder ind i verden.
Det opdager forskel.
Det møder regler og andre mennesker.
Det vælger.
Det kæmper.
Det tilpasser sig.
Det udvikler strategier.
Det møder sine bindinger.
Noget bryder sammen.
Og langsomt opstår muligheden for at se sig selv på ny.
Fra Narren til Verden.
Den samme rejse kan fortælles gennem billeder.